Verden forandrer sig . . .

Uanset hvad, har vi brug for at komme op med nye modeller for hvordan vi producerer og forbruger vores ting, og at få øjnene op for at vi mennesker blot er én lille del af det store kredsløb 💚🌍

Subscribe Genarbejd cover image Genarbejd cover image
Christian Estrup profile image Christian Estrup

Råt, sjælfuldt interiør til ny blomsterafdeling

Har haft fornøjelsen af at lave interiør til den nye blomsterafdeling i vores lokale nordside-SPAR: disk, reoler og multifunktionelle podier i en skøn blanding af genbrugte stilladstraller, pallerammer, bolværkstræ, samt standard 15 mm pinefinér og osb-plade.

Råt, sjælfuldt interiør til ny blomsterafdeling

Der sker bare én eller anden form for alkymi når du kombinerer blomster, planter og flotte dekorationer med genbrugstræ, og slidte og rå overflader. Ikke mindst derfor har det været super fedt at få lov at lave interiør til den nye blomsterafdeling i vores lokale SPAR: et atriumlignende, højloftet lyst rum, fyldt med en sand overflødighed af buketter og dekorationer 💐🌸🌷

En skøn blanding af gamle pallerammer, osb plader, og blomster og planter i enhver afskygning.

Podier, borde, disk og reoler er tegnet og målgivet i samløb med de dygtige blomsterbindere, og er så vidt muligt lavet så tingene kan anvendes multi-funktionelt, i takt med at forretningen udvikler sig og behovene ændres.

De rå podier og hylder, der er samlet i 3 øer midt i rummet, er lavet i primært palleramme-træ og osb-plade. De fleste af elementerne kan bruges på alle ledder, og vendes for at skabe forandring i udstillingen.

Den lange reol langs vestvæggen er bygget op af stilladstraller, og så solid at selv en fuldvoksen købmand uden problemer kan klatre op ad den. Hylderne på midtersektionen kan rykkes op og ned, alt efter hvad der aktuelt skal eksponeres i vinduet.

Pænt patinerede stilladstraller er i høj kurs, de her dage, hvor markedet nærmest er støvsuget for de lange udgaver af den brede model. Men det lykkedes at finde et fint parti af de kortere på Sjælland, der blev suppleret op med enkelte nye af de lange.

Borde og diske er bygget op i gulvstrøer 15 mm pinefinér, og både disk og rulledisk har fået en massiv bordplade lavet i originalt bolværkstræ fra den gamle Tysk'havnskaj.

Bordpladerne er mættet med epoxyharpiks ad flere omgange: først 2 forseglingscoats, for at fylde diverse sømhuller, revner og sprækker, og dernæst en fed topcoat, så overfladen er både slidstærk, plan og til at holde ren.

Plankerne er nænsomt rengjort og børstet ned med håndkraft, og fremstår stadig rå og ujævne. Af samme grund er kanterne ikke rettet af, som andre ellers typisk ville gøre det på den slags projekter.

Det har helt generelt været skønt at få så frie hænder til at føre blomsterdekoratørernes idéer ud i livet, og aldeles fedt at få lov at lave løsningerne med så meget gammelt, genanvendt træ. Med interiøret på plads, blomster på podierne, dekorationer på hylderne, og potter og planter i alverdens afskygninger ér det i det hele taget svært ikke at blive begejstret.

Læg vejen forbi—lad dig inspirere—og døm selv ♻️🛠️💚

Christian Estrup profile image Christian Estrup
Jeg laver interiør, møbler og kunst i en rå og autentisk stil; gerne i genbrugsmaterialer, og med bæredygtighed tænkt ind i alle processer 💚🌍 Bor og arbejder på Tysk'havnen i Hvide Sande.