Selvlært créateur, med et grønt hjerte og min helt egen mening

3 ting, du bør vide om mig

Det at være selvlært, er—nøjagtig som det at være amatør—for mange noget andenrangs. At fejle på egen hånd er imidlertid også en slags skole, og hvor traditionel uddannelse ensretter, er man som selvlært nødt til hele tiden selv at stille de grundlæggende spørgsmål; omtænke og genarbejde de vanlige, vedtagne svar.

—og lad mig bare være ærlig: Jeg gør hvad jeg gør af kærlighed og lyst, og ikke for at lave forretning eller score kassen. Dermed også indrømmet at jeg altid har flakket mere end godt ér, uden nødvendigvis at få alle (eller for den sags skyld ret mange af) mine projekter fulgt helt til dørs. Sådan har vi alle sammen vores små flaws—

1. Klog af skade

Det er pudsigt at mod—som i evnen til at turde udsætte sig selv for alle mulige sociale og fysiske ubehageligheder—på dansk er nøjagtig det samme ord, der også definerer en kontrær retning, og en modsætning til mainstream.

Kontrær har jeg efter sigende altid været, og jeg har gennem tiden formået at komme op med de sygeste bortforklaringer, og bakke ud af snart sagt samtlige de formelle sammenhænge, jeg ellers er lykkedes med at få mig selv placeret i.

Mod—forstået som nosser og integritet—har det til gengæld været småt med.

Kan jeg ikke andet, kan jeg prale af at have været et skoleeksempel på det jeg, med en noget misforstået betegnelse har lært at kende som privatiseret keynesianisme: Som ung, håbefuld studerende fik jeg mig kort og godt gældsat med raketfart, og når jeg i dag skriver kritisk om penge og økonomi, er det på baggrund af en lang række dyrekøbte førstehåndserfaringer.

Den anden del af min formative dannelse, fik jeg på gulvet i restaurationsbranchen, i det vi kunne kalde arbejdsmarkedets svar på stort brændbart: stedet hvor man ganske rigtigt altid ender med at dumpe det skrammel, der ikke passer i nogen af de kurante kategorier.

2. Blåøjet selvstændig

—bogstavelig talt.

Gennem 13 år drev jeg KABELPARK®, og driften af Danmarks første kabeldrevne wakeboardanlæg, på vandet ved Hvide Sande lærte mig om noget, at det der er fedt og føles rigtigt, langt fra altid er nogen god forretning.

På de gode dage bilder jeg mig ind at jeg med tiden har fået bedre styr på tingene og finanserne—men man skal så nok også være en smule naiv for at tjene sin beskedne løn som selverhvervende i Danmark i 2020. Jeg trøster mig med at det i det mindste er det mig selv der laver reglerne, og at jeg faktisk ikke behøver at tage hensyn til andre menneskers særheder—undtagen hvor det giver mening for min lille forretning eller mig selv. Den glæde er lige så meget værd som en klækkelig direktørløn—fortæller jeg jævnligt mig selv, mens jeg ikke kan lade være med at smile ad det hele.

3. Aspirerende kunstner

Jeg er fuldstændig på det rene med at der ikke findes én ting jeg er skabt til at forfølge resten af mine dage. Min blog er i den sammenhæng tænkt som en åben lærebog.

Jeg køber ikke fortællingen om at visse ting bare er som de ér, men tror stadig fuldt og fast på vores evne til at ændre vores vaner, vores hverdag, og ikke mindst forandre vores verden til det bedre. Vi mennesker har trods alt både pyramiderne, skriftsproget, og rigtig meget andet gøgl på vores kollektive samvittighed.

Vi ejer ikke alene evnen, men dermed også en forbandet forpligtelse til at forestille os, forsøge os, fejle, og starte forfra igen, igen. Lykken gemmer sig i øjeblikkene undervejs—ikke for enden af regnbuen, måtte vi nogensinde komme i mål.

Peace out 💚🌍