Vejen til helvede


Traver rundt på den anden side midnat, hvor jeg forlængst burde ligge i min seng. I mørket på Tyskerhavnen, kigger jeg langt efter et stjerneskud. Trods mange minutters intens, nakkeinvaliderende stirren ud i rummet, ser jeg kun fjerne stjerner og et par enkelte satellitter. Vorherre har endnu en gang åbenbaret sit budskab: Vil jeg have noget ført ud i livet, rækker det ikke med nok så mange målsætninger og grandiose slagplaner. Jeg er pinedød nødt til at få nogle af idéerne fulgt til dørs. Eneste farbare vej er at starte fra en ende af, og klø på, og blive ved indtil arbejdet er gjort.

Jeg står endnu en rum tid ude under nattehimlen, med buzzwords som genarbejde og upcycling, bæredygtighed, cirkulær økonomi, regionale vestkystkroner, wildfooding, og hønsehold, kunsthåndværk og skabende kunst gnistrende rundt i sære, vildtskydende, og mangeartede formationer. Men andet og mere kommer der så heller ikke ikke ud af dét.

Guddommelig inspiration er i det hele taget ikke noget vi mennesker kan bruge til en skid. Det der tæller er vores handlinger; ikke nok så mange holdninger, idéer eller ord.

Menneskets korte tidshorisont taget i betragtning, er perfektionisme noget fanden har skabt. Tro mig: jeg ved hvad jeg taler om. Det altafgørende er at gøre det at kreere til en daglig vane, og så (lære at) leve med at tingene og teksterne aldrig matrialiserer sig lige så perfekte, som de er i mit eget hoved.

Ingen nemme genveje. Ingen magisk forløsning.

Guddommelig inspiration er i det hele taget ikke noget vi mennesker kan bruge til en skid. Det der tæller er vores handlinger; ikke nok så mange holdninger, idéer eller ord. Gode intensioner er ikke andet end et uindfriet løfte for dagen i morgen. En belejlig løgn, der som et andet fatamorgana lover lindring, og udfrielse af alle pinsler, et sted derude fjernt i horisonten.

Kryber tilbage under dynen, vel vidende at jeg selv er den største løgnhals. I stedet bare for at konfrontere dæmonerne, og tage overspringene i opløbet, altid hundredesytten undskyldninger for at skyde til i morgen, hvad udskydes kan. Ved kun alt for godt at tiden tæller ned, og vi kun har det her ene liv. Set i hindsight, tæt på umuligt at forsvare (eller forklare!) hvor håbløst man som håbefuldt menneske ind imellem kommer for skade at forvalte sine dyrebare, betroede talenter. De mest forrygende kreative øjeblikke, når noget begynder at blive bare en smule forpligtende eller sårbart. Hvordan man ikke kan tale for sin syge moster, og love både guld og grønne skove.

Vejen til helvede, ikke—

Måske coronadagene kan være den trigger til forandring, også jeg har savnet så desperat? Sandsynligvis ikke. Jeg mener: der ér trods alt en dag i morgen.