Værdi- versus pengeskabelse


Vores penge skabes i dag, for størstedelens vedkommende ved opskrivninger af de kommercielle bankers balancer.

Bankerne bevilliger ikke lån og kreditter for at holde samfundshjulene i gang, eller med det formål at understøtte gode, samfundsgavnlige initiativer. Bankerne er som alle andre virksomheder sat i verden for at tjene penge, og bankernes udlån sker under den simple forudsætning at pengene skal yngle; som et første led i finansialiseringens kæde.

Jeg har ikke det fjerneste problem med at flittige og vedholdende mennesker kan arbejde sig stinkende rige. Ikke så længe det sker på baggrund af aktiviteter der kommer samfundet som sådan til gavn. Jeg har til gengæld et seriøst problem med folk der scorer kassen på andres bekostning, hvad enten det så sker i form af spekulativ virksomhed, rente, eller nedarvede privilegier.

Det, der giver god mening, penge- og forretningsmæssigt, giver derfor heller ikke nødvendigvis god mening samfundsmæssigt. I særdeleshed ikke i et grønt og–med et skrækkeligt, misvisende udtryk–klimamæssigt perspektiv.

Tillad mig at vende tilbage til min gamle kongstanke: at det må være muligt at skrue vores penge sammen, så de i højere grad arbejder til vores fælles bedste.

Målet må være at pengeskabelse korrelerer med reel værdiskabelse, så det, der er bedst for almenvellet og flest mulig mennesker, også åbenlyst er den bedste forretning.

Nøjagtig som man miner nye bitcoins ved rent faktisk at yde en reel indsats, og sende sin supercomputer på overarbejde–(en så i øvrigt ikke særlig produktiv, og slet heller ikke bæredygtig handling)–nøjagtig sådan burde vores kroner og ører se dagens lys i det øjeblik nogen skaber noget af konkret samfundsmæssig værdi for andre.

Jeg er en varm tilhænger af et frit marked, og på rigtig mange måder borgerligt orienteret. Men uanset hvordan vi vender og drejer det, betragter jeg vores betalingsmidler som kritisk infrastruktur, og mener af samme grund at pengeskabelse er en offentlig opgave, der bør varetages i regi af Nationalbanken.

Nye penge bør ikke sendes i omløb som gæld til private banker, men derimod honorere den værdiskabelse de offentlige ansatte og leverandører yder til fællesskabet. Ingen fortjener at blive belønnet mere end de mennesker, der vælger at bruge deres arbejdsliv på at betjene vitale, samfundskritiske funktioner. Netop vores velfungerende offentlige infrastruktur er forudsætningen for at vi andre selverhvervende og privatansatte kan leve et frit og relativt priviligeret liv.

Jeg har ikke det fjerneste problem med at flittige og vedholdende mennesker kan arbejde sig stinkende rige. Ikke så længe det sker på baggrund af aktiviteter der kommer samfundet som sådan til gavn. Jeg har til gengæld et seriøst problem med folk der scorer kassen på andres bekostning, hvad enten det sker i form af spekulativ virksomhed, rente, eller nedarvede privilegier.

Ingen skal bilde mig ind, at finansialisering er en forudsætning for en moderne, udviklet økonomi.

Ingen skal bilde mig ind at det gør noget godt for et samfund, når ejerskab af ejendom er væsentlig mere lønsomt end arbejde.

Og ingen skal bilde mig ind at vi som samfund er på vej i den rigtige retning, når uligheden stiger støt, og social mobilitet slet ikke er så udbredt et fænomen, som vi ellers har for vane at bryste os af.

Faktisk kan vi gøre det bedre.

Det gælder dybest set om at skabe en effektiv økonomi; effektiv forstået som en økonomi, der fordeler goderne, og maksimerer mulighederne for flest mulig mennesker, uden samtidig at gamble med hverken naturen, levegrundlaget, eller andre af vores fælles ressourcer.

Vi skal glemme alt om borgerløn, og i stedet skabe en moderne noget-for-noget-stat, hvor alle der ønsker at bidrage (i form af arbejde) kan gøre det. Hvor penge belønner reel værdiskabelse, og arbejder i den gode sags tjeneste.