Systemets arkitektur


Er det bare mig, eller har vi mennesker simpelthen glemt vores ophav?

De fleste af os lever efterhånden så polstret og pakket ind, at vi aldrig for alvor har følt naturen på tænderne, eller mærket elementerne på vores egen krop. Vi er på mange måder lige så afkoblet fra fysikkens love, som vi er underlagt markedets ditto. En slags kollektivt, kulturelt jetlag, hvor det hele fandeme skal være så fint og fancy, fordi det trods alt er rarere at gøre gode miner til slet spil, end at løbe risikoen for stigma. Ikke rende rundt i bare tæer som en anden hippie. Vi vil jo gerne være med i hulen, ikke!

Når vi vælger at indordne os, og være gode samfundsborgere og skatteydere, og i det hele taget indgå i den daglige forbrugsøkonomiske trommerum, er det ikke ligefrem fordi nogen holder os en pistol for panden og tvinger os. Vi kunne vælge at vie vores liv til frivilligt arbejde, og i det hele taget skrue ned for forbruget, og forsøge at sætte et mindre fodaftryk på vores omgivelser og planet. Gå foran med et godt eksempel, og udleve den forandring vi—på papiret og i princippet—ønsker at se i verden. Der er bare rigtig mange andre ting der også skal passes, og en hverdag der altid ender med at stjæle vores opmærksomhed.

Typer som min kære nabo—(hvis Stinger-agtige målrettethed jeg respekterer, såvel som missunder)—der flittigt, og med stor selvfølelse flyver frem og tilbage over Atlanten i sit arbejde for at fremme en mere bæredygtig dagsorden?

Skræmmende nok, er det langt fra nogen hemmelighed hvordan tingene er skruet sammen. Letfordøjelige nyhedsflader, ditto såkaldte fødevarer, professionel sport og underholdning, porno, alkohol, nikotin, euforiserende stoffer, likes og bekræftende bias; den ene behagelige adspredelse overlapper den næste, og jeg må medgive at markedet (om ikke andet) har en formidabel evne til at tilfredsstille alle primale behov, såvel som til at dulme enhver eksistentiel angst.

Men hvem bestemmer så egentlig hvad der sker i vores liv, og hvordan vi indretter vores verden? Politikerne? Eliten? Christiansborgs teater, med stræbsomme, partidisciplinerede akademikere i de ledende roller? Typer som min kære nabo—(hvis Stinger-agtige målrettethed jeg respekterer, såvel som missunder)—der flittigt, og med stor selvfølelse flyver frem og tilbage over Atlanten i sit arbejde for at fremme en mere bæredygtig dagsorden? Markedet? Kulturen? Det vi i mangel af bedre ord forfalder til at kalde systemet?—hvilket snart alt for længe har været det nyliberale narrativ.

Nærmest hver evig eneste dag, kan vi høre en alvorstung politiker, der for rullende kamera betoner vigtigheden af at staten som alle andre balancerer sine budgetter, og messer at det jo ganske åbenlyst ikke er muligt både at blæse og have mel i munden; både at prioritere kernevelfærden og være ambitiøs på den grønne omstilling. Himmelråbende forkerte udsagn, og alligevel er jeg klar over at vedkommende sagtens kan ytre sig i bedste mening og overbevisning, og i øvrigt være lige så meget på usikker grund i sit liv som jeg selv. På mine dårlige dage—og guderne skal vide at dem har jeg!—har jeg lyst til at gennemtæve både finansministeren, og hele banden af bankdirektører med samtlige fire læderindbundne bind af Das Kapital. Det klæder så absolut ingen at harcellere blindt over hverken vores folkevalgte eller folkene i finanssektoren, og alligevel ender jeg med at gøre det igen og igen i ren idiotisk, indestængt frustration. Skingert, så det skriger til himlen. Det er ligesom ikke fordi jeg selv har brugt hovedparten af min ungdom på barikaderne, eller på andre måder bidraget til nogen konstruktiv, og nuanceret politisk debat.

Det forekommer mig at være en vigtig, men desværre ofte overset pointe, at vi er nødt til at italesætte de systemiske flaws, uden samtidig at skyde andre mennesker alle mulige onde motiver i skoene. Klart er der dem, der i en given situation handler mere for egen vinding end andre, og andre igen, der bliver så korrumperede af magten eller pengene, at de ikke længere evner at se det store billede. Magtapparatet er langt hen ad vejen selvopretholdende, og helt grundlæggende ér det bare svært at transformere noget så komplet og komplekst, beslutningstagerne i øvrigt selv forlængst er blevet en integreret del af. Men det ændrer ikke på at de fleste af vores foretrukne prügelknaber faktisk er hæderlige og arbejdsomme mennesker, der tilgår en utaknemmelig, og oftest ret umulig opgave med de bedste intensioner i verden.

Når vi i de her år er på sikker kurs mod en sand klimatisk (og tildels også kulturel) apokalypse, er det langt fra fordi vi små 7 miliarder verdensborgere hver især ønsker at smadre fremtiden for hverken os selv eller vores efterkommere. Stillet overfor klare valg og overskuelige konkekvenser ville ingen, eller i hvert fald forsvindende få af os vælge vores egen komfort på bekostning af vores børn og børnebørn. Alligevel er det præcis hvad vi gør som samlet menneskehed. Selv om rigtig mange af os stræber og kæmper på individuel basis, svigter vi i dén grad vores kollektive forpligtelse.

Kunne det være, at det verden har brug for hverken er profeter eller troldmænd, men en tilbagevenden til naturen, håndens værk og den skabende kunst?

Hvis forudsætningen for at træffe de rigtige og fornuftige valg, er at vi for enhver given situation må opstille et komplet vugge-til-grav regnskab, bliver selv en simpel tur i supermarkedet fuldkommen og aldeles uoverskuelig; for slet ikke at tale om de mere komplicerede valg som job og karriere, transport, og bolig og energi. Projektet er dømt til at mislykkes, hvad de seneste fyrre års udvikling i den globale økonomi kun bekræfter. De incitamenter vi møder i dagligdagen, ansporer os til at træffe vores valg på bankpengenes præmisser, og prioritere de kortsigtede gevinster frem for det lange seje træk. Så længe den nyliberale fortælling er gældende, og vores politikker er skruet sammen så de på alle planer forlader sig på markedets evne til at strømligne og optimere bliver det aldrig anderledes. Der skal andet og mere end tech, og ny, og mere bæredygtig staffage til at ændre kursen. I det nuværende regime er det alt, alt for omstændeligt at handle rationelt, og i klodens og fællesskabets interesse. Bankpengenes rentebærende, ekspansive logik vil fortsat fælde regnskove, og skabe grønne ørkener og skel mellem mennesker, simpelthen fordi det er sådan vi har valgt at designe systemets arkitektur. Dermed også sagt at den virkelige udfordring er at konstruere vores penge og vores økonomi, så vi hver især kan træffe vores valg med hovedet under armen, uden samtidig at kompromittere hverken hinanden, eller det økosystem vi alle sammen er en del af. Kompliceret—helt sikkert—men for en art der både har bygget pyramiderne, sendt satellitter i kredløs omkring Jorden, og skabt alverdens forskellige sprog burde opgaven nu langt fra være uoverkommelig.

Kunne det være, at det verden har brug for hverken er profeter eller troldmænd, men en tilbagevenden til naturen, håndens værk og den skabende kunst? Knap så meget forestillelse, og lidt mere jord under neglene? Reelt arbejde, hands-on?

Ret beset giver det ingen mening at rase mod hverken levebrødspolitikere eller finansfolk, når det vi har brug for er alt andet end—

Mere passende, kunne vi måske starte med at se os selv i øjnene, og aktivere vores egen lille plads i verden. Lade hulen være hule, og for hulen bare være ligeglade med om vi i sidste ende ender med at falde uden for kategori: Gøre vores hænder beskidte, og gøre en dyd ud af igen at gøre tingene på den oldnordiske, besværlige og langsommelige måde.

Det ér faktisk os, almindelige mennesker der bestemmer. Uden alle os, og vores kollektive accept kan intet samfund eller system i verden holdes opret. Hvis alle vi andre fattigrøve pure nægter og siger nej, er også den rigeste, ene privilegerede procent på røven. Uden os, er bankpengene intet som helst i verden værd. Lige præcis derfor er det bydende nødvendigt at insistere, og som en anden lille lorteunge blive ved med at gentage at kejseren er splitterravende Hans Jørgen; at tøjet slet ikke ér!