Snooze


Fortæl mig ikke at du aldrig selv har ramt snoozeknappen, og givet dig selv lidt ekstra slack, fordi du fra og med mandag morgen—eller hvis det nu ikke føles som den helt rigtige dato, i hvert fald definitivt fra den næste første—får vendt skuden og rettet op på tingene. Sig ikke du ikke har ønsket at ændre tingene til det bedre, og alligevel har undladt at gøre det helt åbenlyst rigtige hér og nu; sig ikke at det ikke er sådan, for jeg vil ikke tro dig over en dørtærskel.

Vi mennesker har en tendens til at udskyde de ubehagelige valg, som om hverken vores liv eller vores potentiale kom med en udløbsdato.

Penge er dybest set kredit, som igen er et ord af latinsk oprindelse, hvor crēdere betyder noget i retning af helhjertet tiltro. Penge har med andre ord ingen værdi i sig selv, men repræsenterer en berettiget forventning til andre mennesker i en mulig fremtid.

På samme tid lader vi sjældent noget stå i vejen, når det gælder om at maksimere den øjeblikkelige nydelse og komfort. Ville da være decideret tåbeligt at tage cyklen når det regner, og bilen nu rent faktisk ér opfundet. Og hvorfor sige nej til en dessert eller et godt glas, eller i det hele taget holde igen når køleskabet er fuldt? Hvorfor pine sig selv med eftertænksom nedetid, når mulighederne for adspredelse og god underholdning er legio? Vi gør da typisk heller ingen af delene, men lever i en kronisk binge-tilstand, hvor den ene bekvemmelige behagelighed ligger sig i slipstrømmen af den forrige, og tiden kan fordrives komplet uden modstand: Vi brænder vores lys i begge ender, og glemmer alt om både helbredsmæssige konsekvenser, og den klode, vi med vores nuværende levevis ender med at efterlade udpint og overophedet til næste generation.

Penge er dybest set kredit, som igen er et ord af latinsk oprindelse, hvor crēdere betyder noget i retning af helhjertet tiltro. Penge har med andre ord ingen værdi i sig selv, men repræsenterer en berettiget forventning til andre mennesker i en mulig fremtid. På dødslejet er pengene ligegyldige. Faktisk giver det slet ingen mening at tale om penge, uden at kunne tale om tiden der kommer.

Nej, kan vi bare æde, forbruge, og igen begynde at flyve til fjerne kyster som var det vores sidste dag på Jorden, kan vi tilsyneladende godt leve med at udskyde de svære og mindre komfortable beslutninger, som om vi havde al tid i hele verden.

Derfor bekymrer det mig selvfølgelig også at vores kassemester nu i slipstrømmen på covid 19 skriver den ene blankocheck efter den anden, og staten må ud og låne penge, der er sat i verden af private banker som rentebærende gæld. Lev livet her og nu! lyder opfordringen implicit, og lad så være med at tænke alt for meget over de løbende omkostninger, der de næste mange år vil dræne din energi og dine børns råderum. Nej, kan vi bare æde, forbruge, og igen begynde at flyve til fjerne kyster som var det vores sidste dag på Jorden, kan vi tilsyneladende godt leve med at udskyde de svære og mindre komfortable beslutninger, som om vi havde al tid i hele verden.

Uanset at renten er rekordlav, og vi med al mulig tænkelighed de kommende årtier vil kunne afdrage lånene uden større problemer, er det stadig underligt bagvendt at sætte vores egne børn og børnebørn i pant, fordi vi ikke evner at tænke pengesystemet og den økonomiske model om.

Det er tankevækkende, at vi i naturen kun finder vi en tilsvarende dødsdrift i en kræftsvulst, hvis celler multiplicerer sig med den samme altædende aggressivitet. Nøjagtig som kræften stjæler al næringen fra de raske celler, og i sidste ende tager livet af værtsorganismen, suger renter og renters rente langsomt men sikkert livskraften og initiativet ud af almindelige menneskers liv. At løse sine problemer for lånte bankpenge, er med andre ord at bede om ballade. Skal vi sikre vores børn og børnebørn en fremtid, skal væsktmantraet kort og godt manes i jorden.

Der ér så også en anden, og bedre og mere bæredygtig mulighed:

Første step er at ændre økonomien, så vi ender med at skulle håndtere konsekvenserne af vores handlinger i realtid; ikke når gælden engang forfalder og bordet fanger. Kreditten skal adskilles fra gælden, det er mine ti ører. Penge skal udstedes af staten, og sendes i omløb som afregning til offentlige leverandører og løn til offentligt ansatte. Hvis bankerne partout skal have mulighed for at skabe penge ved simpel balanceopskrivning, må det i det mindste være et krav at de pågældende lån er rentefrie, og lever op til en række bæredygtighedskrav. Forrentning af banklån bør alene være tilladt, når der er tale om videreformidling og investering af eksisterende kapital. At opkræve renter ér at stjæle andre menneskers fremtidige råderum, og burde som sådan aldrig været blevet comme il fait.

I modsætning til de ressourcer vi udvinder af vores planet og vores natur, kan vi som samfund skabe nøjagtig alle de penge vi vil. Det afgørende er måden vi lader pengene komme i omløb. Vælger vi at fratager de private, kommercielle banker deres privillegier, og i stedet lade Nationalbanken stå for den primære pengeskabelse, kan vi målrette vores indsats, og styre markedet i en grønnere og mere bæredygtig retning langt bedre end i dag. Endnu bedre, kan vi afregne omkostningerne for vores levevis allerede i dag; ikke bare tage (endnu) et kollektivt snooze, og lade regningen ligge til de næste.