Skriv hver dag! Løb hver dag!


Øvelse gør—som det så rigtigt hedder—mester, og det siger næsten sig selv, at det vi prioriterer på daglig basis, også er det vi i længden behersker bedst. Ingen er nogensinde blevet virtuos uden først at tilbringe talrige timer i øvelokalet, og de færreste vil bestride at vejen til godt håndelag går via daglig øvelse og repetition.

Selv sværger jeg med jævne mellemrum, at jeg pinedød, og om så Holmsland Klit bliver oversvømmet eller Jorden går op i røg, for enhver pris skal skrive nogle linjer hver evig eneste dag—og det gentager jeg så i øvrigt adskillige gange hver måned, uden at jeg tidsmæssigt kan kvantificere det nærmere, eller på nogen meningsfuld måde er i stand til at sætte mig nogle kvalitative mål.

De gode sætninger bliver sjældent skabt ved at ligge i hængekøjen og stirre drømmende ud i luften, men har meget mere tilfælles med godt gammeldags håndværk. Man skal kort og godt have værktøjet i hånden for at kunne træne sin motorik, sin præcision og sin timing (...)

Skriv hver dag!—javel ja—men er det tilstrækkeligt med 10 minutter hver morgen? Skal jeg skrive en hel halv time før det giver mening? Kan en håndskreven side i notesbogen gøre det? Eller skal jeg levere minimum 1.000 fuldgyldige, fejlfrie ord?

Det går fint de dage, hvor der er tilstrækkelig med frie timer i kalenderen. Men er jeg presset på tid, kan jeg pludselig, og ud af ingenting komme op med hundredesytten undskyldninger for at reducere indsatsen til et minimum.

Få dage inde i et streak må jeg derfor som regel også konstatere at såvel kvaliteten som kvantiteten—(eller er det omvendt, og betyder faktorernes orden det mindste?)—er stærkt aftagende. Snart fortæller en behagelig, indre stemme mig at dogmet ikke er det papir værd, det ikke er skrevet ned på.

Og så alligevel. Bedst som jeg—som hér—igen er ved at miste modet, sniger der sig alligevel et guldkorn ned på papiret; ind fra højre, nærmest per automatik, og uden at jeg helt forstår hvordan eller hvorfra:

Ikke det papir værd, det ikke er skrevet ned på.

Point taken. Må bare lægge mig fladt ned. Selv 2 minutter. Betaler sig. Altid.

De gode sætninger bliver sjældent skabt ved at ligge i hængekøjen og stirre drømmende ud i luften, men har meget mere tilfælles med godt gammeldags håndværk. Man skal kort og godt have værktøjet i hånden for at kunne træne sin motorik, sin præcision og sin timing; øve sig langt ud på de små timer, også selv om det ofte føles som om man har mistet grebet, og slet, slet ikke har styr på sit shit.

Når det bedste skriveråd er at skrive hver evig eneste dag, har det mindre at gøre med kvaliteten eller kvantiteten af det man faktisk får skrevet—selve slutproduktet—og alt at gøre med processen: at gøre skrivningen til en daglig vane, der simpelthen ikke er til forhandling, og dermed eliminerer alle de syge undskyldninger, påhit og overspringshandlinger up front.

Jeg kender det også fra min løbetræning.

I de efterhånden snart 10 år jeg har løbet sammenhængende, har jeg vel cirka 100 gange om året lovet mig selv at jeg fra nu—eller alternativt fra på mandag, eller i hvert fald allersenest en gang i den derpå følgende uge begynder at løbe hver evig eneste dag.

(Faktisk er det mest overraskende i den forbindelse nok, at jeg 2 ud af 3 dage ikke overvejer at sætte mig det mål).

Jeg spørger tit mig selv, hvorfor jeg har så pokkers svært ved at acceptere og omfavne mit eget uperfekte jeg? Hvorfor ikke bare glæde sig over de mange, lange løbeture det trods alt bliver til, og så blæse højt og flot på om løbedagene kan logges kontinuerligt eller ej? Er sowie so forlængst holdt op med at tracke mine ture, og måle strækning og hastighed, så hvorfor ikke bare slappe lidt af, og lade være med hele tiden at jagte det her perfekte streak?

Svaret er det enkle, at målet slet ikke ér det perfekte streak, men derimod at nå dertil, hvor jeg end ikke behøver at overveje om jeg skal ud og løbe, men kun skal bryde hovedet med det praktiske: hvornår på dagen?—med eller uden sko?—ungefähr hvilken vej?

Giver vi vores egen magelighed en livline, finder vi altid på et utal af gode, opfindsomme grunde til at udskyde de mindre komfortable handlinger—det ved vi kun alt for godt. Vi mennesker præsterer de mest utrolige overspringshandlinger, når det gælder om at undgå eller udskyde noget krævende, og lige netop derfor er den daglige repetition så vigtig. Kun sådan kan vi tøjle vores indre modstand, der gør hvad den kan, for at få os til at springe over hvor gærdet er lavest.

Der skal være tid til hængekøjen, bevares, og selvfølgelig er der grænser for hvor mange produktive vaner vi kan klemme ind i løbet af døgnets 24 timer; ikke mindst når der også skal være tid til at sove, arbejde, og dyrke sin familie, sine måltider og sin sociale omgang. Til gengæld ér der også lidt at tage af: En typisk dansk hverdag inkluderer oceaner af passiv skærmtid; en ressource, vi fint kan allokere til andre formål. Øvelsen at indarbejde de nye vaner på daglig basis er langt fra umulig, men igen; heller ikke nødvendigvis nem.

Selv om vi måske ikke kommer i mål hverken første eller tyvende gang, er der alligevel al mulig god grund til at blive ved med at forsøge. Af samme grund lover jeg selvfølgelig også mig selv, at fra og med i dag—