Resiliens


Skal ikke tage noget for givet . . . ! Det må om noget være læren fra 2020. Det, og så det faktum, at alt er forbundet i ét og samme kredsløb; at en skide virus kan sprede sig over kloden som en steppebrand, og underdreje alt fra familiefrokoster, til frisørsaloner og flyselskaber.

Skide hamrende scary.

Men også—om noget—en alletiders reminder om at vi pinedød er i samme båd, og deler både jord, klode, partikler, og selvfølgelig penge, uanset vi vil det eller ej.

Jo mere vi går til stålet, jo mere modstandsdygtige bliver vi. Regn med, at vi kan tåle en hel del mere, end vi bilder os selv ind. Rigtig meget mere, end de velmenende sundhedsfaglige, og vores kære curlende medmennesker i almindelighed går og tror.

Vi har sat os selv i en sårbar, udsat position, og som vi har set i år, skal der åbenbart ikke meget til at vælte læsset. Tænk på, hvordan vi i foråret ikke havde hverken værnemidler, eller mulighed for at lave dem, selv, fordi vi i årtier har globaliseret forsyningskæderne, og udflyttet vitale dele af vores produktion til fjerntliggende lavtlønslande. Eller tænk på, hvor afhængige vi hver især er af vores altomfavnende velfærdsstat, og hvor svært der er at få dagligdagen til at fungere indenfor lønarbejdsrammerne, når dagpleje, børnehaver, skoler, og foreningslivet pludselig lukker ned.

Måske det i den kontekst ville være rettidig omhu igen at opdyrke lidt resiliens—forstået som en evne til at overleve og klare os (selv) i vores egne små lokale samfund, og i det hele taget trives, udfordret af både vejrekstremer, voldsomme økonomiske op- og nedture, og worst case: at den verdens- og rangorden, vi siden Reagans og Thatchers dage har taget for givet, simpelthen bryder sammen.

Hvem siger, at vi partout skal tilbage til en dagligdag, hvor det at kunne adsprede sig med hvad som helst, hvor som helst, når som helst er en selvfølge?! Hvorfor tro at penge kan købe os fri, når vi åbenlyst skubber regningen foran os? Eller sagt på en anden måde: Hvorfor ikke huske hvad vi er rundet af, og gøre en dyd ud af nødvendigheden?

Lad os sætte en ære i at opholde os mest muligt ude under åben himmel, så langt fra civilisationens 4 vægge som muligt. Mærke de skiftende årstider, og bemærke hvad der sker omkring os. Kun på den måde kan vi få et naturligt forhold til den natur, vi alle de fredage på stenbroen har demonstreret for at bevare. Være til stede, uden at være andre steder. Være til stede uden gadgets.

Genopleve verden med barnets øjne.

Der er ingen grund til ikke at turde; heller ikke sandsynligheden for at blive til grin. Faktisk er det ingen skam at være til grin, men en stor skam aldrig at turde.

Hverken solbeskyttelse, jetbroer, klimaanlæg, kontraktmæssige forbehold, eller livsstilskompenserende medicinering, må få held af at skærme os fra det faktum, at livet lejlighedsvis gør ondt.

Der er ingen vej udenom. Livet skal gøre ondt.

Lad os roligt droppe den konventionelle visdom. Lad os smide skoene, tøjet (eller det meste af det, anstændigvis), og løbe en tur i den styrtende regn. Fryse til vi mister følelsen i fingrene, eller svede os halvvejs til himmels. Jo mere vi går til stålet, jo mere modstandsdygtige bliver vi. Regn med, at vi kan tåle en hel del mere, end vi bilder os selv ind. Rigtig meget mere, end de velmenende sundhedsfaglige, og vores kære curlende medmennesker i almindelighed går og tror.

Lad os sulte os selv, lejlighedsvis. Heller ikke det er dødsens farligt. Tværtimod.

Lad os tage vores kaffe med rigeligt smør, og sluge både sandheder og vand med et gran salt.

Når vi spiser og drikker, så lad os overveje, om det, vi spiser og drikker i grunden gør os noget godt. Samme princip—i princippet—når nogen fodrer os deres egen agenda:

Lad os lytte med sund skepsis til folk af en anden overbevisning. Men lytte.

Lytte til folk der hidser sig op. Lytte til folk der hidser os op. Aldrig være for fine til en second opinion, men også være ærlige. Ikke mindst overfor os selv. Lad os i sidste ende altid træffe vores egne beslutninger.

Stol i øvrigt aldrig på nogen, der deler rundhåndet ud af sin visdom.

Stol i særdeleshed ikke på nogen, der hævder at der ikke ér et alternativ. At de mange mangler modet og fantasien, må aldrig afholde os fra at turde tage de åbenlyst rigtige skridt:

Vi skylder at tegne et større; et mere mangfoldigt mulighedsrum, hvor fejl bliver dyrket, kaldt ved deres rette navn—lærepoint!—og som det mest naturlige i verden kan danne grundlag for de næste i rækken.

Og så er vi pinedød nødt til at fucke matthæusprincippet, og gøre en dyd ud af at dele det der ér. Om ikke 50/50, så i hvert fald heller ikke absurde 1/99.

Det er vores f......... pligt at skabe en verden (ikke perfekt, men) forvildet og fortryllet, så godt som kun vi kan. Vores pligt at stå imod, når andre forsøger at sælge os deres alt for enkle og éntydige sandheder.

Resiliens.

Må jeg vælge ét ord, og ønske én ting for 2021 er det dét.

Godt nytår!