Professionalisme


“At være autodidakt, er nøjagtig som amatørstatus i min bog et adelsmærke,” stod der indtil i morges, i den tekst hvor jeg beskriver min egen baggrund som multikunstner, digter og kreatør.

Måske fordi jeg altid har tilhørt kategorien, har jeg konsekvent brugt ordet amatør i dets bedste forstand: som én der “gør hvad jeg gør af kærlighed og lyst, og ikke for at lave forretning eller score kassen.”

Selv den største, og mest konsekvente amatør af alle, har heldigvis lov at ændre holdning.

Som enhver der har kæmpet med den kreative proces (og læst Steven Pressfield) vil vide, er vi mennesker i stand til at komme op med de mest sindssyge undskyldninger for ikke at få arbejdet gjort.

Hvad jeg nok altid har vidst (men aldrig hverken har haft lyst eller mandshjerte til at erkende), er at det der i virkeligheden adskiller amatøren fra den professionelle hverken er pengene, kærligheden eller passionen, men villigheden til at stå op og gå i krig med de givne udfordringer hver evig eneste dag; ikke flanere rundt som en anden vindbøjtel, men sætte sig et konkret, ambitiøst mål, og—kom helvede eller højvande—arbejde i dén retning når, og hvor end muligheden byder sig.

Nøjagtig som vi tilgår alt andet (såkaldt) produktivt og lønnet arbejde—på samme måde, og med samme selvfølgelighed skal vi selvsagt også tilgå den kreative skaben.

Selv om—

Professionalisme ér forbandet krævende, udmarvende, og overspringene tillokkende, og til stede overalt. At committe sig til et nyt kreativt projekt er ikke nødvendigvis spor behageligt, eller bare halvt så helvedes hyggeligt, som man, når man endnu aldrig helhjertet har turdet gøre det, kan gå og bilde sig selv ind.

Som enhver der har kæmpet med den kreative proces (og læst Steven Pressfield) vil vide, er vi mennesker i stand til at komme op med de mest sindssyge undskyldninger for ikke at få arbejdet gjort.

Så længe vi ikke ér gået i gang, men stadig bare har idéen om den store roman, mesterstykket, den perfekte businesscase, eller hvad pokker vi nu går og brygger på inde i hovedet, har bordet netop ikke fanget, og virkeligheden ikke konfronteret os med sine grimme, urimelige krav. Alle muligheder er stadig åbne, og ingen døre lukket i.

Det får bare ikke hjælpe. Succesen rammer muligvis tilfældigt, men dog sjældent drømmeren, der endnu aldrig har vovet pelsen og skabt et værk. Den eneste skudsikre måde at komme fremad, er ét prøvende, usikkert skridt ad gangen: professionelt.

Analogien til en regulær, professionel karriere er ligefrem:

Vi venter ikke med at møde ind på dagjobbet, fordi vi ikke har fået vores tiltrængte nattesøvn, føler os uoplagt, og hundrede gange hellere vil tilbringe solskinsdagen ved stranden.

Vi pakker ikke værktøjet sammen og forlader byggepladsen i mangel af inspiration, men bider tænderne sammen, og går i gang hvor det giver bedst mening. Starter i ét hjørne, og tager og tackler de fejl og tilbageslag vi møder med bedst muligt humør. Gør vores arbejde, fordi det nu engang er det bedre alternativ til det at lade være. Fordi vi er nødt til det.

Slår man professionel op på ordnet.dk, nævnes der i definitionen blandt andet ordet forsætlig. Det at agere professionelt, er således det modsatte af at lade vilkårligheden råde. At agere professionelt er at tage ansvaret på sig, og definere sin egen fortælling intensionelt, og i den sammenhæng (heller) ikke være bange for at vælge fra.

Lad det være svalesangen for nu: Vi kan ikke det hele, men kan i det mindste selv vælge. De seneste år, hvor jeg langt om længe selv er begyndt at bekende kulør som kreatør, har lært mig at det aldrig er for sent at tage springet fra amatør til professionel.

Så kan det sagtens være vi aldrig kommer til at leve professionelt af vores sande, kreative passion. Nevermind. Hvis bare vi giver os selv lov til at lade som om, og faktisk forpligter os på at leve som om det var tilfældet, er vi alligevel allerede i mål.