Piet Hein Eek-princippet


Mange kender efterhånden Piet Hein Eek, og hans fede barstole, stole, borde og bænke i genbrugstræ. De bemalede, delvist afskallede brædder optræder i mange spændende og hypede interiør-sammenhænge, og alle os med hang til patinerede overflader og synlige brugsspor elsker det faktum at et Piet Hein Eek-møbel ikke bare er et møbel, men også en historie om et anderledes alternativ.

Det ér svært ikke at blive inspireret når man man hører den hollandske designer tale om sit arbejde—og tankerne bag.

Hvor mange gange har vi ikke kørt brugbare, og reelt værdifulde byggematerialer på genbrugspladsen, i stedet for faktisk at genbruge dem, fordi det simpelthen (timelønnen medregnet) er billigere bare at hente nyt i byggemarkedet?

Hvor mange gange har vi ikke alle sammen oplevet at smide apparater ud, der i princippet sagtens kunne have være repareret, fordi reparationstimer er uforholdsmæssigt dyre? Hvor mange gange har vi ikke kørt brugbare, og reelt værdifulde byggematerialer på genbrugspladsen, i stedet for faktisk at genbruge dem, fordi det simpelthen (timelønnen medregnet) er billigere bare at hente nyt i byggemarkedet?

Uanset hvor meget vi i øvrigt praktiserer brug-og-smid-væk, kan ingen af os være i tvivl om at princippet er så langt fra at være bæredygtigt, vi kan komme. Ikke alene underminerer det seneste århundredes rovdrift på værdifulde naturressourcer vores fælles levegrundlag. Måden, vi konstant er på jagt efter næste og nyeste forbrugsfix, er i sig selv med til at skabe uro og stress, og fjerne fokus fra det væsentlige: at være til stede i øjeblikket.

Lad os et øjeblik lege med tanken . . .

Hvad ville der ske, og hvordan ville vi vende vores processer, hvis vi rent faktisk ikke bare kunne hjemtage nye ting og materialer ad libitum, men var nødt til at anvende vores afskær og affald ned til mindste stump? Hvordan ville vi agere, hvis måden vi havde skruet vores samfund sammen gjorde det nødvendigt at vi hver især forsøgte at holde vores maskiner kørende længst muligt?

Hvorfor i grunden—kan vi med god ret spørge os selv—ikke forsøgsvis følge Piet Hein Eeks princip, og lade som om materialer koster en formue, og arbejdslønnen er next to nothing; det omvendte af vores vanlige praksis, hvor lønomkostningerne udgør hovedparten af en given produktion, og råvarer og materialer kan sources for nærmest ingen penge?

Jo mere jeg tænker over det, og jo mere jeg selv arbejder med princippet i praksis, jo mere tror jeg på det grundliggende fornuftige i den tankegang.

I det øjeblik vi behandler råvarer og materialer som uendeligt værdifulde, bliver vores eget arbejde samtidig en slags investering: det, der giver materialerne liv. Pludselig bliver vores timer ikke bare afregnet i kroner og ører, men direkte, med en uhyre tilfredsstillelse og følelse af mening.

Nogle vil kalde det en langhåret, hippieagtig, og dybt romantisk tilgang til økonomi og arbejde; hævde at samfundet går i stå, hvis vi hver især skal bruge en masse produktiv tid på at reparere, forædle og vedligeholde, i stedet for at tjene penge og købe nyt.

Og jo, vel er vores tid på Jorden uhyre kostbar og begrænset—men er det ikke netop derfor væsentligt at vi ikke spilder den på at (for)bruge og smide væk? Er det ikke netop derfor optimalt at vi mobiliserer vores kreativitet—hands-on—og tager os tid til at fordybe os, og være til stede i det vi er i stand til at skabe, uanset . . . ?