Penge er noget, vi giver til hinanden


Lad os bare være ærlige: det går ikke fantastisk med den grønne omstilling. Herhjemme i Danmark er vi enige om at sætte barren højt, javist, men set over en bred kam har der vel aldrig været større afstand mellem det ,vi siger vi vil gøre, og på den anden side det, vi så rent faktisk gør?

Handlinger batter—ikke holdninger. Nok så mange gode intensioner om at forandre tingene til det bedre og mere bæredygtige gør stadig ingen forskel på de faktiske udledninger.

Matador har som bekendt kun én vinder—og det er lige nøjagtig de samme mekanismer der driver markedet og samfundsudviklingen, og vi andre, der halser bagefter uden nogensinde helt at kunne få enderne til at mødes.

Det hele er i sidste ende et spørgsmål om penge. Nok så meget greentech, og nok så mange teknologiske landvindinger kan ikke ændre det faktum at vores penge ikke er neutrale, men sat i verden af private banker som rentebærende kredit. Fortsat økonomisk vækst er en nødvendighed. Dermed også sagt at det er naivt at tænke sig en gennemgribende bæredygtig omstilling af vores samfund på de nuværende markedsvilkår.

Matador har som bekendt kun én vinder—og det er lige nøjagtig de samme mekanismer der driver markedet og samfundsudviklingen, og vi andre, der halser bagefter uden nogensinde helt at kunne få enderne til at mødes.

Men hvad gør vi så? Hvis vækstmantraet endegyldigt skal manes i jorden, hvilken fortælling sætter vi så i stedet? Hvordan slipper vi afsted med rent faktisk at få skrevet det énogtyvende århundredes historie med en happy end?

Lad mig for eksperimentets skyld give et bud på det (nye!) narrativ, der potentielt kan få lavinen til at rulle: det paradigme, vi alle sammen kommer til at tale om, og enkelte endda også (i Lars Løkke Rasmussens ord) købe ind på 2020.

Ingen af os har mulighed for at bruge penge vi ikke allerede har, eller låner. Staten derimod, kan faktisk lave sine penge selv. Faktisk er et velordnet, velfungerende samfund forudsætningen for at vores valuta kan bruges, og overhovedet har en værdi.

Moderne monetær teorimmt—har de senere år dannet grundlag for et markant nysyn på pengeskabelse og offentlig budgetstyring: Ved at begrænse de private bankers mulighed for at sende nye penge i omløb som rentebærende lån, og til gengæld lade staten spendere (størstedelen af) de nødvendige nye penge ind i økonomien, kan vi skabe en langt mere inddragende, cirkulær og bæredygtig økonomi.

Det vi har brug for er penge der understøtter, snarere end underminerer det arbejde vi som mennesker udfører for hinanden. Penge der bemyndiger os til at træffe nære beslutninger i vores eget liv, og ikke beror på et markedsabstrakt, der efterhånden er fuldstændig løsrevet fra vores hverdag, og de mennesker og sammenhænge der for alvor har betydning i vores liv.

Statsudstedte penge, sendt i omløb som løbende finansiering af vores velfærd og infrastruktur, er bogstavelige tilgodebeviser, og som sådan udtryk for at ihændehaveren direkte eller indirekte har gjort samfundet og almenvellet en tjeneste. Uanset hvordan der videre handles og pengene skifter hænder, repræsenterer de stadig et løfte om at samfundet en dag vil tilbagebetale den oprindelige tjeneste én til én. Det er med andre ord ikke penge der er skabt til at avle og hobe sig op, men penge der skal få tingene til at glide, og varerne og tjenesteydelserne til at skifte hænder og fordele sig bredt ud i samfundet.

I den sammenhæng er der ingen forskel på de penge der ser dagens lys i udkantskommunerne, og de penge der kommer til verden hvor koncentrationen af mennesker og arbejdspladser er størst (...)

Statsudstedte penge vil primært blive kanaliseret ud via lønninger til de offentligt ansatte, og afregninger til det offentliges leverandører. Dermed vil det ikke længere være Basel-kravenes firkantede kategorier, men derimod almindelige menneskers dagligdags dispositioner, der afgør hvor og hvordan den fornyede købekraft vil blive fordelt i økonomien.

I den sammenhæng er der ingen forskel på de penge der ser dagens lys i udkantskommunerne, og de penge der kommer til verden hvor koncentrationen af mennesker og arbejdspladser er størst—og der er er ingen tvivl om at adgangen til billige penge bredt ud over landet, vil gøre det realisérbart for rigtig mange mennesker at vælge noget andet end storbylivet og den slagne karrierevej.

Frem for mursten og biler, vil vi kunne investere i lokale initiativer, iværksætteri, og reel livskvalitet. Alle, der nogensinde har drømt om at starte op for sig selv, vil i princippet kunne gøre det—også uden at risikere at måtte gå fra hus og hjem, eller at skulle frygte at sidde i gæld resten af livet.

I det øjeblik vores penge bliver initieret i samfundets tjeneste, vil vores penge også langt hen ad vejen agere i samfundets tjeneste. Ingen vil længere behøve at knokle for kontinuérligt at afdrage bankernes eskalerende andel.

Lad det være svaret, næste gang vi taler massive investeringer i velfærd og grøn omstilling, og nogen spørger hvor pengene skal komme fra: Hvor kommer penge rent faktisk fra?

Det åbenlyse svar, er at hovedparten at det vi kender som penge er skabt som udlån, ved simple opskrivninger af de private bankers balancer. Der er således intet i verden til hinder for at vi i stedet kan skabe pengene i offentligt regi, så penge, snarere end noget vi hver især stifter som gæld, er noget, vi giver til hinanden.