Oldschool notesbog


Er det svært at holde kurs på det store, forchromede skriveprojekt—bloggen, de reflekterende essays, den store samtidsroman, eller hvad det nu end er, du arbejder på—er den frie skrivning i notesbogen anderledes nem at gå til. Selvfølgelig er der dage hvor du ikke gider, og har svært ved at slå i gang. Men har du først vænnet sig til at have den med dig i tasken, kræver det ikke den store viljekraft at få dig sat, og få dit hoved tømt ned på papiret.

(...) hvorfor partout analogt? Hvorfor besvære mig med noget så oldschool passé som at skrive i hånden? Er det ikke bare et halvsmart hipster-træk? Endnu et tilbageskuende, halvironisk statement, som skræddersyet til Instagram?

Selv begyndte jeg for alvor at dyrke skriveriet omkring det tidspunkt, hvor flygtningsstrømmen op gennem Europa kulminerede, i efteråret 2015. Jeg havde, tror jeg, en spinkel tro på at alting så ikke ville føles helt så håbløst; at jeg måske kunne slippe for fornemmelsen af at tæske løs i en dyne, uden nogensinde at kunne råbe den vanvittige verden op.

Lad mig bare spolere plottet, og afsløre at det virkede: Ret hurtigt oplevede jeg faktisk at blive decideret glad i låget af mine små, daglige skriblerier. Bedst som jeg havde gået og gravet mig selv ned i et mørkt hul, var jeg, bare ved at skrive en række bogstaver, som en anden drone i stand til at stige til vejrs på nul komma fem; se det hele fra oven.

Siden da har jeg skrevet om alt fra (håbløs) forretningsstrategi og penge, til tandretning, familieforøgelse, hverdagsliv, og kreativ proces. Hvad man vel bedst kan betegne som en slags løbende, intern revision. Når den ene læderindbundne notesbog er blevet fyldt, har jeg taget hul på den næste. Selv om det meste er noget rod, finder jeg altid et uventet guldkorn eller 3, når jeg engang imellem bladrer rundt efter en optegnelse, jeg ikke helt kan huske hvor ér.

Notesbogen er i særklasse et godt medium, hvis jeg—og ja, det sker med jævne mellemrum—af den ene eller anden grund er blevet godt gal i skralden.

Hvor andre måske nøjes med at tælle til ti, tager en ekstra dyb vejrtrækning, eller simpelthen tænder af, og balrer følelserne ud af kroppen eller galden ud på Facebook, er løsningen for mit vedkommende at få hele associationsrækken kradset ned på papir. Altid i hånden, og oftest i et tempo, der gør skriften tæt på ulæselig.

Selve det at skrive, bliver på den måde en øvelse i at lægge følelserne ud på afstand, og betragte dem som det de vitterlig ér: flygtige, og udenfor pædagogisk rækkevidde.

Fanden med resten af verden og al dens vanvid, hvis bare du selv er i nogenlunde balance. Skriveprocessen relativerer tingene, og gør det muligt for dig at se dig ud over de petitesser, der ellers alt for let risikerer at ødelægge (ikke alene humøret, men) hele dit liv.

—men hvorfor så ikke bare bruge min MacBook? Fair nok at gøre skriveriet til en daglig vane—kan du sige—og få vredet diverse dæmoner ud af systemet og ned på papir. Men hvorfor partout analogt? Hvorfor besvære mig med noget så oldschool passé som at skrive i hånden? Er det ikke bare et halvsmart hipster-træk? Endnu et tilbageskuende, halvironisk statement, som skræddersyet til Instagram?

Jeg skal ikke gøre mig klog på andres skriveproces, men for mit eget vedkommende, har jeg, i det omfang jeg skriver digitalt, utrolig svært ved at skrive i ét fremadrettet flow.

På keyboardet eller telefonen ender jeg oftest med at redigere, mindst lige så meget som jeg skriver. Alene fordi det er så nemt, kommer jeg til at rette, og skrive en sætning om 2, hvis ikke 4 eller 8 gange, inden jeg går videre til den næste. Det giver et pænere sprog, og en langt mere forståelig tekst. Men det betyder også at noget andet, og mere levende i det skrevne uvægerlig går tabt.

Det at skrive i hånden, gør det på den anden side omstændeligt at rette og redigere. Du kan ikke længere bare trykke backspace, og gå tilbage i teksten.

Selvfølgelig laver jeg også om i teksterne i notesbogen. Men jeg gør det først senere—i anden runde—og jo mere jeg streger ud og streger over, jo mere er jeg også nødt til at omfavne mit eget uperfekte selv.

Skriver du i hånden, er du nødt til at erkende at fejl og uforståelige sætninger er en del af gamet. Shit hits the paper, og bliver en uvurdérlig del af processen.

I notesbogen drejer det sig således ikke om sproglig æstetik, men om selve det at skrive. Processen. Og når det for alvor kører, kan lortet flyde i én lang lind strøm, og tit og ofte også med overraskende og helt uventede drejninger undervejs.

Du kunne kalde pennen og notesbogen en umiddelbar, kropslig forlængelse af armen, og argumentere for, at netop manglen på teknologi gør det skrevne ord mere organisk og levende . . . Du kunne modsat—og med rette—hævde at det slet ikke er teknologien der gør forskellen, men alene den skrivendes disciplin, eller mangel på samme . . .

Selv ved jeg det ikke med sikkerhed. Jeg ved bare at notesbogen virker for mig.

Prøv det om ikke andet—og døm!—selv.