Nye penge post corona (2)


Statsudstedte, rentefrie penge, spenderet ind i økonomien som afregning for ydelser og varer til samfundsapparatet, vil ændre incitamentstrukturen bredt i samfundet til det bedre fra dag ét; et drømmescenarie, på nær lige det lille issue med at finde penge til nyopstarter og iværksætteri. Skal den nødvendige finansiering af små projekter og nye virksomheder ske via banker, der udlåner penge de deponerer for andre, bliver det om muligt endnu dyrere at starte op i eget regi, end vi kender det i dag.

(...) mange af os ville være væsentlig bedre tjent med at forblive små og selvstændige, hvis vi ellers kunne leve af at drive vores små bitte virksomheder, uden nødvendigvis at behøve at vækste som ind i helvede.

Jeg mener derfor heller ikke at vi nødvendigvis skal fjerne enhver mulighed for at bankerne kan skabe lån ud af ingenting; blot at det er bydende nødvendigt at begrænse og regulere lånemarkedet. Kombinerer vi de statsudstedte, rentefrie penge med små nulrentelån til etablering af egen virksomhed, vil vi kunne bibeholde og udvikle det bedste fra den frie markedsøkonomi; nemlig den enorme tilfredsstillelse der ligger i at kunne fostre sin egen idé, følge den til dørs, og ultimativt lykkes med at skabe sit eget reelle livsgrundlag.

Fri, og lige adgang til billig opstartsfinansiering er således et must.

Og hvorfor i alverden—kan man spørge sig selv—skulle nogen så være villige til at låne så meget som én eneste krone ud til nulrente? Ingen vil vel frivilligt løbe en risiko, uden at tage sig tilsvarende betalt for ulejligheden? Mindst af alt de private banker, for hvem risici og indtjeningspotentiale altid har været proportionale størrelser?

Til det er der bare at sige, at adgangen til nye penge i virkeligheden det mest effektive politiske værktøj—og at vi som samfund med god ret kan vælge at begrænse bankernes frie råderum. I det øjeblik vi vedtager at bankerne kun kan sende nye penge i omløb som rentefrie etableringslån, og i øvrigt er henvist til at forrente og arbejde med de penge staten (gennem Nationalbanken) allerede har sendt i omløb, er det kort og godt sådan det ér.

Selvfølgelig skal vores pengeskabelse, der er så afgørende for vores samfundsudvikling og fordelingen af vores goder og ressourcer være underlagt politisk, parlamentarisk kontrol.

Långivning øremærket iværksætteri og etablering af egen virksomhed er overhovedet i alles—og dermed almenvellets—interesse. For at lette livet for nye selvstændige, og anspore folk til at turde satse på deres skæve idéer og skøre indfald, kunne vi vælge at muliggøre rentefrie etableringslån op til en grænse på én milion (e-)kroner. Ud over den fortjeneste, der forventeligt vil kunne genereres på det aktiv lånet skal finansiere, bør det ikke være nødvendigt at stille supplerende sikkerhed. Til gengæld skal det kræve en gennemarbejdet forretningsplan at få låneansøgningen godkendt. Lånene skal alene kunne ydes efter en grundig individuel sagsbehandling, der udelukker gambling og spekulation for de lånte penge. Har man brug for at rejse supplerende investeringskapital ud over den første milion, kan man låne flere midler i banken—af de indeståender, banken skal forrente—eller endnu bedre udbyde andele til lokale småaktionærer, efter det vi populært kunne vælge at kalde Ben & Jerry’s-modellen. Sidstnævnte, en løsning der spreder engagementeter i den produktive sektor, såvel som de potentielle gevinster mest muligt.

—og kald mig bare håbløs romantiker alt det du vil. Det er min klare holdning, at mange af os ville være væsentlig bedre tjent med at forblive små og selvstændige, hvis vi ellers kunne leve af at drive vores små bitte virksomheder, uden nødvendigvis at behøve at vækste som ind i helvede. Vi ville have en bedre og behageligere hverdag, og være hundrede gange mere in tune med naturen og samfundet omkring os.

Hvem vil ikke også hundrede gange hellere nyde en håndbrygget pilsner ved et gammelt bræddebord—et sted hvor værten rent faktisk kan mærkes og har noget i klemme—end bælle et industriprodukt, der kunne have været brygget hvorsomhelst i verden, og er lige så ligegyldigt som måden det bliver serveret? Passionen betyder alt, og ingen burde have lov at leve, uden at blive givet en realistisk mulighed for at brænde igennem.

For mig er billige, bæredygtige (lære)penge i øvrigt ikke alene et progressivt, men også et borgerligt projekt, al den stund borgerlige i hjertet ønsker et samfund, hvor det er enhver forundt at tænke og agere frit; et samfund, hvor alle i videst mulig grad har de samme muligheder, de samme pligter, og nyder de samme privilegier.

Skal ligningen gå op, er arbejdet alfa og omega. Alle skal have mulighed for at bidrage til opretholdelsen af et samfund, ligesom ingen der ejer evnen, skal have lov at køre på frihjul. Faktisk vil jeg gå så langt, som til at betegne et meningsfuldt arbejde som en fundamental menneskeret. På samme måde bør det være enhver der har modet forundt at forsøge sig som selverhvervende, også uden at risikere at sætte alt man ejer og har på højkant. Staten skal levere rammerne—infrastrukturen i bred forstand—men aldrig detailstyre enkelte menneskers liv og ageren.

Nye statsudstedte penge, suppleret med det vi populært kunne vælge at kalde billige lærepenge, vil populært sagt give hver enkelt af os serveretten i vores eget liv, og rekalibrere økonomien, så værdierne ikke længere skabes på andres bekostning, men derimod med en fælles forpligtelse på fremtiden. Kald det libertariansk marxisme, eller supplér de rentefrie penge med tårnhøje afgifter på fossile brændsler—som guderne skal vide at jeg gerne selv ser det—og kald det bæredygtigt, grønt. Den label vi sætter på er for så vidt underordnet, og sjældent éntydig alligevel. Det væsentlige i den her sammenhæng er at forudsætningen for at ændre fundamentalt på økonomien, er at ændre fundamentet for økonomien.

Det kan være krævende at kapere de nye penge, og få ind under huden hvordan de sammen med jobgarantiens sikkerhedsnet kan forandre den måde vi tilgår vores arbejde, og vores hverdag og vores verden.

Jeg tillader mig at bruge ordet arbejde lidt anderledes end normen: om enhver aktivitet der (skaber noget der) er til gavn for andre. Hvor de penge vi hidtil har kendt, har pushet lønarbejdet, så det for hver enkelt har drejet sig om at berige sig selv mest muligt, uagtet de langsigtede, negative konsekvenser den berigelse måtte have for fællesskabet, virker de nye penge for fællesskabet.

Penge der ikke partout skal forrentes, vil aldrig på samme måde som bankpengene trække tæppet væk under nogen. Alene det vil lette presset betragteligt på hver enkelt af os. I takt med at mange vil kunne nøjes med mindre, og at ting der hidtil har været rentable pludselig ikke længere vil kunne betale sig, vil også arbejdsbegrebet som sådan blive transformeret. Forhåbentlig vil det aldrig nogensinde igen blive muligt at svare sine samfundsmæssige forpligtelser med hverken nedarvede privilegier, eller kapitalgevinster skabt ud af den blå luft. Ting, og gøremål, der i mange år har været henvist til hobbyafdelingen, vil til gengæld pludselig kunne bære et levebrød, og vi vil potentielt kunne se en helt ny bølge af iværksætteri, skaberlyst og virketrang folde sig ud.

Parallelt med e-kroner og en jobgaranti—og vi tager den én gang til for prins Knud—er det helt essentielt at sikre lige og bred adgang til billige etableringslåb, der gør det nemt og mindre risikabelt at starte op i eget regi. Det drejer sig dybest set om at indrette en økonomi, hvor værdi er noget vi skaber gennem reelt arbejde, og via sunde initiativer i fællesskabets interesse; ikke som gearet gældsætning, eller ren og skær spekulation. Endemålet er at gentænke lønarbejdet i bred forstand, så arbejde ikke længere er noget vi udfører i pengenes eller vores egen isolerede interesse, men noget vi grundlæggende engagerer os i for at skabe værdi for andre mennesker. Midlet—de penge, vi giver til hinanden.