Note til mit eget skabende selv


Min kære ven, lad mig bare sige det lige ud: der er lang vej igen.

Det er så simpelt, som at trække stikket på alle apparaterne og gøre hvad du selv prædiker: sætte dig med en notesbog og en Spacepen, eller gå i værkstedet og gå all in. Det er nøjagtig så simpelt—og alligevel bruger du oftest mere tid på at skitsere mulige Instagram-opslag, og i det hele taget brygge på fortællingen om dig selv, fordi du som en anden fugleunge har munden på vid gab, og er villig til at sluge enhver form for direkte anerkendelse råt.

Det er desværre sådan det er.

Som så mange andre, hungrer du efter at få bekræftet at du langt om længe, og efter alt for mange voksenår er ved at få skuden på ret køl; at blive set og rost af andre. Dig selv og dig selv og dig fucking selv.

At skrive, som det modsatte af at spilde tiden på at gennemtrevle alt det andre gør og mener og laver, og igen og igen blive irriteret—(ikke over de andre, men)—over det faktum, at du spilder dig egen kostbare tid.

I stedet for bare at skrive det bedste du har lært, og forsøge at skabe mening og klarhed, og gennemskue tingene—og så skide på om nogen lægger mærke til hvad du laver, men vide og tro på at det alligevel har en værdi, og at én eller anden dag—

Du ved jo for helvede godt at folk hellere vil klikke på hurtige og sjove, uforpligtende videoer, eller høre et eller andet kendt menneske tale varmt og indlevende om—ja, nærmest hvad som helst—det ved du godt, og det er der ingen grund til at græde over. Du skal hverken skrive dine blogindlæg for at styrke dit ego, eller skrive på dine bøger for at få dit ligegyldige ansigt på forsiden af en (i øvrigt også ligegyldig) avis.

Alt det er ligegyldigt.

Du skal skrive fordi det giver mening for dig selv, og fordi du har det aldeles usselt og miserabelt hvis du ikke formår at få taget dig selv i nakken og få det gjort. Du skal skrive, fordi det er dér du bedst kan bruge en smule af det talent der er dig givet, og fordi det at skrive (derfor også . . .) gør dig glad.

Okay. Vi taler skrive i bred forstand—som i skabe, male, bygge, bastle, eller i det hele taget komme op med noget nyt, og skævt og originalt. At skrive, som det modsatte af at spilde tiden på at gennemtrevle alt det andre gør og mener og laver, og igen og igen blive irriteret—(ikke over de andre, men)—over det faktum, at du spilder dig egen kostbare tid.

Skåret ind til benet, er det i virkeligheden slet ikke så svært:

Du bliver ikke en grumpy, gammel mand fordi du er glemt og kørt ud på et vestjysk sidespor, slet ikke; du bliver en grumpy, gammel mand, hvis du vælger de bekvemme genveje, kun tænker på at fodre dit eget ego, og i allerhøjeste grad ikke gør hvad du kan.

Dine officielle meritter er rent ud sagt ikke særlig interessante. Så længe du bare kan se dig selv i øjnene, og sige at du gør hvad du kan—

Problemet er for helvede ikke det ene manus der ikke bliver antaget, og måske ender med aldrig at komme andre til gavn. Problemet er alle de andre bøger, du aldrig får skrevet, og alle de billeder du aldrig får malet, i det omfang du ikke mander dig op og giver dine egne frygtsomme prioriteringer kamp til stregen. Problemet er alt det guld, der aldrig bliver skabt.

Således opløftet, tilbage til arbejdet!

Har du endnu ikke lukket din browser, så gør dig selv en tjeneste, og tag dig sammen og gør det. Nu.