Memento mori


Det ér svært at overtale sig selv til at reparere og genanvende, når det nu engang er både nemt, bekvemt, og rørende billigt at køre sit gamle skrammel på genbrugspladsen, og i stedet (bare) købe nyt.

Jeg har tit, for eksperimentets skyld, og fordi det som kreativt statement giver særdeles god mening, leget med tanken om at materialerne pludselig er det, der koster kassen, mens min egen arbejdstid er stort set gratis. Men selv om der allerede er kommet adskillige meningsfulde frembringelser ud af eksperimentet, skal der vist et mindre mirakel til før den tankegang bliver decideret mainstream.

Det er imidlertid ikke bare klodens fossile, fysiske ressourcer der er knappe og bør skattes; nøjagtig det samme gør sig gældende for den tid, vi investerer i vores daglige gøremål.

Jeg har ikke tænkt over det før, men sjovt nok korrelerer den måde, vi som samfund og civilisation er ved at pine næringen ud af Jorden, og omdanne vores atmosfære til ét gigantisk stykke drivhusglas, én til én med den måde vi som enkelte individer lægger pres på os selv, og formår at få fjernet fokus fra det væsentlige i vores eget liv.

Det gælder for så vidt alle os, der på den ene eller den anden måde er en del af arbejdsmarkedet: Det største problem forbundet med at sælge vores tid er det simple, at der aldrig er nok af den.

Memento mori, ikke . . .

Også du og jeg skal dø en dag.

Intet ér–alting sker–og i universelt perspektiv er vores eget lille liv fortid om et splitsekund. Tiden er så uendelig dyrebar, og alligevel er vi fra barns ben blevet vænnet til at sælge den for next to nothing; forære den væk sågar, fordi den alligevel bare går.

Minder jævnligt mig selv om at tiden med pigerne, og tiden i værkstedet er dét, det hele drejer sig om. Det, der gør det hele værd. Alligevel forfalder (også) jeg med jævne mellemrum til at scrolle mig ned gennem endeløse perlerækker af indhold, på digitale platforme, designet til at franarre mig min opmærksomhed og fokus. Alligevel sælger jeg alt for ofte min arbejdstid–den tid, hvor det er andre menneskers idéer og visioner der dikterer hvor jeg er og hvad jeg foretager mig, ikke mine egne–for billigt.

Jeg har ikke tænkt over det før, men sjovt nok korrelerer den måde, vi som samfund og civilisation er ved at pine næringen ud af Jorden, og omdanne vores atmosfære til ét gigantisk stykke drivhusglas, én til én med den måde vi som enkelte individer lægger pres på os selv, og formår at få fjernet fokus fra det væsentlige i vores eget liv.

Vi har simpelthen utrolig svært ved at skatte de allermest værdifulde ting i tilværelsen.

De fleste af os ville nok ind imellem ønske at vi bare kunne stemple ud, og give resten af samfundet, og de evindelige forventninger og krav og normer en lang finger.

I fraværet af dén mulighed, er det værd at minde om, at vi faktisk kan komme det gode liv et godt stykke nærmere ved bare at lære at skatte de knappe ressourcer; tiden, såvel som de håndgribelige, fysiske.

Når jeg advokerer for en low key-kultur, hvor vi i højere grad bliver herrer i vores eget liv, og i dén grad minimerer vores fodaftryk på planeten, er det ikke (bare) for Jorden eller de kommende generationers skyld. For mig at se er den form for eksistentiel bæredygtighed simpelthen genvejen til en gladere, og mere afbalanceret dagligdag. Til et på alle måder rigere, og mere meningsfuldt liv. Nu.