Matthæusprincippet


Det ér vitterlig ikke nemt at få en bank til at spille med på et nyt iværksætterprojekt. Og det skyldes såmænd ikke (bare) konservativ skepsis eller ond vilje. I takt med at det er gået op for folk hvor højt den finansielle sektor gearer sine engagementer, har der været bred opbakning til Basel-forordningernes skærpede kapitalkrav. De store banker vurderes generelt at være så vigtige for samfundets stabilitet, at det ikke er en mulighed at lade dem gå ned—og ingen har for alvor en interesse i at staten endnu en gang skal agere redningsmand. Med finanskrisen i frisk erindring, lyder det som sund fornuft at polstre sektoren bedre mod fremtidige konkurser.

At bankerne skal polstres bedre, betyder imidlertid også at det bliver (endnu) dyrere for små og mellemstore virksomheder at skaffe den livsnødvendige likviditet. Når Finanstilsynet gennemgår en banks aktiver, vurderes eksempelvis driftkreditter og finansiering af små ejerledede virksomheder at være behæftet med en væsentlig større risiko end lån med pant i fast ejendom. På grund af den risikokalkyle, kræver lånene til de små og mellemstore virksomheder forholdsmæssigt flere højt likvide reserver, hvilket igen øger bankernes omkostninger, og de renter bankerne må opkræve på lånene. De penge der skal finansiere de nye start-ups, og holde det livsvigtige vækstlag af nye virksomheder kørende, er således langt dyrere end de penge vi bruger på at bygge huse, eller kan låne med sikkerhed i vores støt stigende friværdi. Det er ikke uden grund at ejendomspriserne i og omkring de største byer er eksploderet de seneste årtier, og desværre heller ikke tilfældigt at mange potentielle iværksættere får nej i banken, og aldrig får taget springet og forsøgt at realisere drømmen.

Fred være med realkreditten og de fast funderede huse, men selvforstærkende hype på ejendomsmarkedet er altså ikke det der tilfører vores samfund og fællesskab reel merværdi.

Selvfølgelig afspejles de inflationære tendenser på boligmarkedet også i den reelle økonomi, hvor byggebranchen har kronede dage, og der er nærmest kronisk mangel på håndværkere. Langt hovedparten af ejendomsværdistigningerne spejles imidlertid af en tilsvarende voldsom privat gældsætning, og selv en forholdsvis beskeden afmatning på boligmarkedet kan for mange unge familier og førstegangskøbere i realiteten betyde teknisk insolvens. Det ville ikke være uretfærdigt at hævde at vores penge, og måden de bliver skabt begunstiger de allerede satte på bekostning af de nye og unge—boligkøbere såvel som idéer—og at systemet som sådan er dybt og aldeles konservativt. (At man ovenikøbet over en bred politisk kam har valgt at fritage gevinster på egen bolig for beskatning, forstærker kun de aldersmæssige, sektorelle og geografiske skævvridninger).

Ikke for at pine mig selv med illustrative eksempler, men—

Forskellen på et murstenssikret lån på (højt sat) fire procent, og på den anden side et finansieringslån eller en privat kredit på ni procent (som jeg selv betalte, de første mange år jeg drev kabelbanen) lyder uskyldig. Afdrager man hundredetusind kroner om året på én million, er forskellen imidlertid i sidste ende svimlende én million og trehundredetusind kroner. Faktisk vil man med niprocents-satsen skulle betale millionen tilbage mere end to en halv gang, og skulle afdrage dobbelt så længe som ved forrentningen på fire procent.

Men!—kan man indvende—faktisk er renten nærmere negativ, de her dage. Det koster penge at have penge parkeret passivt i banken.

Og ja, jeg ved det. Der sælges obligationer med negative renter, nøjagtig som forrentningen af store indeståender i bankerne har fået omvendt fortegn. At mange centralbanker, Nationalbanken inklusiv, nu i en årrække har opereret med negative renter på bankernes indeståender, og dermed presset bankerne på indtjeningen, afspejles imidlertid ikke ligefrem én til én på udlånsrenterne til bankernes private kunder.

Prøv du lige at låne penge til dit nye iværksætterprojekt!

Høje renter kunne måske endda forsvares, hvis det man lavede var ukrudtsmiddel, cigaretter, betting, eller der var tale om en selskabskonstruktion, hvor det reelt var långiver der skulle løbe den komplette risiko. Men for overhovedet at tegne den slags låneaftaler, skal man som virksomhedsejer sowie so stille supplerende sikkerhed (og sikre långiver med livrem, seler, og alt hvad man ejer og har). Låner man til iværksætteri og etablering af ny virksomhed i den produktive del af samfundsøkonomien, er det typisk med kone og børn på højkant, uden at låneaftalen af den grund nærmer sig interbankrenten. Det er ikke så mærkeligt at mange opgiver drømmen om at gå solo og blive selverhvervende. Risikoen for privatøkonomiske tæv er alt, alt for stor, og udsigten til en guldrandet forretning tilsvarende lille. Alt det selvforskyldte i mit konkrete tilfælde sat til side, er det kort og godt vanvittigt at det skal være så dyrt at finansiere en skøn og skæv lille virksomhed—ikke mindst når det at låne penge til et skaldet stykke jord og en stak mursten er så rørende billigt.

Tingene skal kunne klare sig på markedsvilkår hører vi, igen og igen; underforstået forrente sig. Men hvad nu hvis markedet, og dermed markedets vilkår ændrer sig over tid, eller hvis markedet faktisk er dikteret af den købekraft, og de penge der pumpes ud i økonomien via billige kreditter forankret i fast ejendom? Hvad nu hvis markedets vilkår vitterlig ikke er lige for alle, men favoriserer visse sektorer med penge til spotpris, og straffer andre med ågerlignende renter? Har vi ikke som samfund—spørger jeg, ledende og indigneret—en forbandet pligt til at ændre de vilkår i vores fælles interesse?

Fred være med realkreditten og de fast funderede huse, men selvforstærkende hype på ejendomsmarkedet er altså ikke det der tilfører vores samfund og fællesskab reel merværdi. De fleste af os vil da hundrede gange hellere tulle rundt på et madmarked, eller se hvad de unge iværksættere bakser med i de sene nattetimer, end vi vil stirre på sterile glasfacader, og uendelige variationer over temaet nyopført parcelhus.

Vi kan tale nok så meget om iværksætteri, og lave nok så mange forskellige former for målrettede tilskud—det ændrer imidlertid ikke på det faktum at det helt grundlæggende problem er et andet:

Hvis ingen kan leve af at drive de arbejdende værksteder eller at køre de små restauranter, og det ikke er muligt at opretholde en anstændig løn som skabende kunstner, ender vi som en nation af rene administratorer. Så kan vi ellers sidde dér og sørge for at alting nu også foregår efter bogen, mens vi med et halvt øje på Instagram drømmer om at lykkes og at skille os ud.

Matthæus havde om nogen fanget pointen: Til den der har skal mere gives! Uanset hvor mange mærkværdige omfordelinger, og hvor stort et bureaukratisk apparat vi sætter i verden, vil renter og renters rente over tid akkumulere værdierne hos de udvalgte få. Ønsker vi et samfund der sprudler af små selvstændige virksomheder, start-ups i vildskab, og eksperimenter i alle mulige mærkelige retninger, kræver det risikovillig kapital til helt anderledes billige penge.

Del via: