Mañana


Meget af det jeg skriver på bloggen her handler om penge, og om hvordan renter og renters rente akkumulerer over tid: Det handler om hvordan vi hele tiden forsøger at købe os mere tid, mens problemerne skubbes frem foran os, og hober sig op i horisonten (der skræmmende nok slet ikke længere er så fjern). Rentebærende gæld konflikter helt grundlæggende med alle naturlige ligevægtsprincipper, og gør både nedtrapning og nærvær uhyre problematisk.

Dermed også indrømmet, at det jeg skriver handler om alt andet end penge: i særdeleshed om hvordan vi mennesker sætter os fremtidige mål, og gør os forestillinger om at alting på magisk vis vil arte sig en dag i morgen; hvordan vi er i stand til at bortforklare selv den mest idiotiske adfærd, og skabe sammenhængende fiktioner, der på magisk vis forklare de absurditeter vi evig og altid påfører både hinanden og os selv. Tænk sig om vi var i stand til at mobilisere den samme kreativitet, når det galdt om at undvige og udfordre pengenes fordringer, og markedets latente vækstlogik.

Sandheden er pengene ikke rigtig bekymrer mig—ikke længere. Det lyder måske nonchalant, og skyldes bestemt heller ikke at jeg har akkumuleret rigeligt af dem til at være ligeglad.

Små to år efter at vi i 2018 væltede den gamle, flydende café, og påbegyndte den hovedkuls ombygning af kabelanlægget i Hvide Sande, endte jeg den 1. marts med at afhænde virksomheden. Jeg har aldrig tvivlet på stedets potentiale, og nydt langt hovedparten af tiden, de 13 sæsoner, det blev til i alt på vandet. Men jeg ser også frem til at kunne prioritere mit kreative arbejde, og en periode dyrke skaberevnen på fuld tid. At jeg så faktisk i skrivende stund ikke aner hvordan jeg skal betale mine regninger nogle måneder fremme i tiden, vælger jeg at se som en biting.

Sandheden er pengene ikke rigtig bekymrer mig—ikke længere. Det lyder måske nonchalant, og skyldes bestemt heller ikke at jeg har akkumuleret rigeligt af dem til at være ligeglad. Jeg ender givetvis med at måtte slås for at få enderne til at mødes. Det bekymrer mig bare ikke for alvor. Jeg er sund og rask, og ved at jeg er i stand til at bruge mine hænder til det de er beregnet til: føle på tingene, og bastle og bygge—og så tænker jeg egentlig bare at tage den derfra, i fuld tillid til at tilværelsen arter sig, og at mulighederne nok skal dukke op.

Selvfølgelig kan man ikke gå i banken med en forretningsplan, der ikke indeholder andet end store forventninger, og en sikker tro på ens egne (udokumenterede) skaberevner. Ingen vil tro at den slags kan forrentes over tid. Der er til gengæld ingenting i vejen for at investere hovedparten af ens disponible, vågne timer i det kreative arbejde, opøve sine evner og opbygge momentum. Er det nødvendigt at tage et lønarbejde for at få tingene til at hænge sammen, må man gøre det. Det er hverken verdens ende, eller en gyldig grund til at lægge skabertrangen på hylden.

Vi lever i det énogtyvende århundrede. Ingen tvinger os til at blive hængende i nyliberalismens dynd. Vi behøver ikke længere at være hverken hurtigere, højere eller stærkere end vi var i går, og har ingen grund i verden til at konsumere eller producere flere ting. Ting og produkter fylder overhovedet for meget i vores hverdag, vi sagtens kunne vælge at lette for det pres. Faktisk har vi al mulig grund til at fylde vores tid med netop det, vi aldrig kan købe for penge: timer ude i naturen, og dage med nærhed og nærvær.

Vi er levende væsener, og ejer evnen, og dermed også forpligtelsen til at skabe den fedeste fortælling; sammen. Lad os give hinanden den gave, nu. Timingen kunne dårligt være bedre. Vi trænger—og har i dén grad også råd til at omskrive morgendagens fortælling.