Kunstnerens død


Læs The death of the artist fordi . . .

William Deresiewicz har skrevet en veldokumenteret, faktabaseret bog om hvordan kunstnere i dag må kæmpe for at (over)leve; ikke mindst relevant for de af os, der selv forsøger at finde modellen for lige præcis dét.

Det lyder som titlen på en krimi, og den amerikanske hardcover-udgave ligner med sin blødende tube rød farve da også mest af alt en splatterroman. Som undertitlen How creators are struggling to survive in the age of billionaires and big tech antyder, er der imidlertid ikke tale om en forbrydelse i traditionel forstand. Kunstnerens død er snarere en følgevirkning af tech-giganternes disruption og winner-takes-it-all-praksis.

Det rækker ikke bare at skabe et godt, gedigent, eller ligefrem banebrydende produkt. Mindst lige så vigtigt er det at skabe sig et brand, komme ud over rampen, og at skabe og engagere et publikum.

Deresiewicz indleder bogen med at afdække de oplagte spørgsmål: hvad er det overhovedet at være kunstner, og hvorfor er den frie, skabende kunstner så vigtig for samfundet?

Her en passage, der taler for sig selv: "Kunstnerens opgave er ikke at underholde publikum, eller understøtte dets interesser, ikke at prise Vorherre, gruppen, eller sportsdrikken, men at afsøge en ny sandhed." (Min oversættelse).

I dag, hvor de uafhængige, kritiske medier falder på stribe, og dagsordenen er dikteret af store spilleres kommercielle interesser, er den skabende kunstner, og kunstens udvidelse af verden vigtige end nogensinde.

Kunst: en guldgrube for digitale distributører

Problemet er ikke, at der ikke længere skabes god og relevant kunst. Det gør der i høj grad, og i alle retninger. Problemet er, at provenuet mestendels tilfalder distributørerne, ikke producenten.

Deresiewicz har baseret bogen på interviews med et hav af forskellige udøvende kunstnere, der alle mere eller mindre fortæller samme historie: Mens platformene, og de digitale distributører spinder guld, bliver det sværere og sværere for indholdsskaberne at få forretning i tingene.

Ganske vist er Chris Andersons lange hale en realitet, og med en tilpas afgrænset niche, er det muligt for de fleste at finde sig et globalt publikum. Når det kommer til reelt salg, er der imidlertid ikke meget for nichekunstnerne at skrive hjem om. De enkelte visninger og downloads afregnes så lavt, at der virkelig skal mængde på for at flytte noget.

Snarere end den brede masse af kunstnere, er det den ene procent i toppen der løber med opmærksomheden og salget. Også digitalt, er kendisfaktoren en langt vigtigere salgsdriver end det egentlige indhold. Det er de samme kendte ansigter der dominerer mediebilledet på tværs af disciplinerne, og de samme kendte mennesker der får sendetiden, bogtitlerne, og de lukrative kontrakter.

Hvor forlag og musikforlag traditionelt så det som en kerneopgave, og også en naturlig forpligtelse at investere i, og udvikle en ny talentmasse, er de up-and-coming kunstnere i dag, i stadig højere grad henvist til selv at skabe opmærksomhed, og selv at skabe sig et publikum.

At etablere sig som kunstner, minder pludselig—på godt og ondt—foruroligende meget om det at starte egen virksomhed.

Kunstneren som moderne iværksætter

Som man siger, er den gode nyhed at du kan gøre det selv; den dårlige nyhed, at du er nødt til det.

Der er ingen tvivl om, at man som kunstner i dagens gig-økonomi må betragte sig selv som en énmandsvirksomhed, der ud over selve den kunstneriske frembringelse, også skal håndtere og excellere i salg, marketing, branding, og strategisk udvikling.

Det rækker ikke bare at skabe et godt, gedigent, eller ligefrem banebrydende værk (produkt). Mindst lige så vigtigt er det at skabe sig et brand, komme ud over rampen, og at skabe og engagere et publikum. Hårdt arbejde, men ikke uladsiggørligt.

Problemet er selvfølgelig, at den tid, og de kræfter det koster at gøre det arbejde—at køre forretningen—ikke samtidig kan bruges på skabelse og fordybelse. Mange af de rent forretningsmæssige bekymringer, kan tværtimod hurtigt ende med at blokere den kunstneriske proces.

Et andet problem med opmærksomhedsøkonomien, er at man, når man først finder en formel der virker, og skaffer de nødvendige likes og det nødvendige salg, vil have en naturlig tendens til at fortsætte i samme skure. Når kunst på den måde bliver indhold, mister den hurtigt sin farlighed og kant.

Hvad skal der gøres, fremadrettet?

I bogens tredje del, refererer Deresiewicz sine interviews med henholdsvis musikere, forfattere, billedkunstnere, og film-og TV-folk.

De enkelte cases er super interessante, og viser heldigvis, at det trods udfordringerne langt fra er alle udøvende kunstnere der lever på sultegrænsen.

Ikke desto mindre er det tankevækkende, hvor hårdt arbejde, og hvor meget determination det kræver at slå igennem. En af de mange interviewede i bogen er Monica Byrne, der ad omveje er blevet kendt og anerkendt som science fiction forfatter. Det regneark, hvor hun har samlet sine manuskriftindsendelser, ansøgninger, med mere, dokumenterer over en 6-årig periode i alt 18 antagne manuskrifter, og rystende 548 afslag. Her taler vi altså seriøs dedikation! De fleste af os ville nok have kastet håndklædet i ringen længe inden første underskrevne kontrakt.

Bogen er på godt og ondt amerikansk. Der er ingen tvivl om at institutionerne (endnu i hvert fald) står stærkere i Europa, hvor vi er privilligeret af både stærke rettighedsorganisationer, og en højere grad af statslig omfordeling.

Det sagt, trækker udviklingen herhjemme i samme, triste retning.

Kunstnerens død bliver i den kontekst lige så meget den klassiske fagbevægelses, og de klassiske offentlige institutioners død. Den mulige genopstandelse er lige så åbenlys, og heldigvis stadig en retning, vi kan vælge at gå:

Som bogens forfatter antyder, er vejen frem også hér et opgør med den overdrevne koncentration af købekraft og velstand, der er en direkte følge af måden, de deregulerede, moderne penge styrer vores verden.

William Deresiewicz: The death of the artist

Hardcover: 368 sider
Henry Holt & Co. (2020)