Jorden kalder!


2020 skulle være året, hvor vi for alvor skulle sætte turbo på den grønne omstilling. Siden det tidlige forår, har alt imidlertid været præget af en helt anden dagsorden. Coronaen har ramt den globale økonomi, og de moderne samfund hvor vi er allermest sårbare: Accelererede smittetal, dødstal—og ikke mindst arbejdsløshedstal, taler deres alt for tydelige sprog Jorden rundt.

Vi vestjyder kan vælge at trøste os med, at vi bestemt ikke lever i den mest udsatte del af verden: Vores danske samfundsorden er uhyre stærk, vi er disciplinerede, og vi har i fællesskab bevist vores evne til at handle samlet og resolut. Uanset at coronakrisen uden tvivl kommer til at præge vores verden adskillige år frem, er hverdagen de fleste steder i Danmark forlængst tilbage i noget der ligner en normaltilstand.

Ikke desto mindre bør vi selvfølgelig se covid 19-pandemien som et wakeupcall: en kærkommen anledning til at genoverveje hvorfor vi i grunden lever og disponerer vores tid som vi normalvis gør.

Allerede få dage efter nedlukningen af Danmark, kunne man måle hvordan luftkvaliteten i de større byer var blevet markant forbedret.

Coronakrisen har ikke gjort hverken problemet med global opvarmning, eller behovet for en gennemgribende, grøn omstilling mindre aktuelt. Til gengæld har nedsmeltningen af arbejdsmarkedet på tydelig vis udstillet, hvor direkte vores moderne markedsøkonomi påvirker naturen omkring os: Allerede få dage efter nedlukningen af Danmark, kunne man måle hvordan luftkvaliteten i de større byer var blevet markant forbedret.

Vi lever i et rigt og priviligeret samfund, og har haft alle muligheder for igen at få økonomien i gear, og komme tilbage på fode. Men spørgsmålet er, om det ikke netop er i tider som disse, hvor staten pumper uhørt massive investeringer ud i samfundet, vi også har en forbandet pligt til at tænke nyt? Spørgsmålet er, om det ikke er nu, mens krisen stadig er i frisk erindring vi skal lægge fundamentet til en anderledes grøn, og bæredygtig økonomi?

Det er oplagt at initiere de hjælpepakker, der fortsat er nødvendige for at holde hånden under visse sektorer, så de virker som en gigantisk gulerod til fremme af bæredygtig business. Samtidig må vi udvise det nødvendige mod til at svinge stokken, og afgiftpålægge fossil energi, i en grad hvor det virkelig nytter (og flytter) noget. Som Klimarådet har vist, er der ingen vej udenom ubehagelighederne, hvis vi for alvor ønsker at leve op til vores egne ambitiøse 70%-reduktionsmål.

Lad os derfor i slipstrømmen på coronakrisen stå sammen, og tegne konturerne af en grøn økonomi, hvor lokale fødevarer og serviceydelser—og i det hele taget ting der blever skabt lokalt—er relativt billigere, og dermed konkurrencedygtige. Selv om vi så hver især måtte få færre penge mellem hænderne, vil den reelle, oplevede købekraft stadig være formidabel.

Tænk dig, at det at pille Nordsø-rejerne i Marokko, for at køre dem tilbage til Nordeuropa er lige så dyrt og besværligt som det lyder absurd, og at vores husdyr må leve af lokale afgrøder, fordi idéen om at rydde regnskov i Sydamerika, og sejle sojaen halvvejs rundt om Jorden er lige så omkostningstung som den strider mod ethvert bæredygtighedsprincip.

Personligt drømmer jeg om små velorganiserede lokalsamfund i landsbystørrelse, med alt fra smede og slagtere, til sygeplejersker og sjælesørgere—og ikke mindst den uundværlige drømmer og tosse; en hverdag, og en verden, hvor vi ikke behøver at flytte hverken os selv eller vores varer over vanvittige afstande, og fint har tid til at dyrke vores grøntsager, passe vores husdyr, og lære vores børn at lære verden at kende; måske gå på jagt, eller fiske lidt på fjorden. Tænk Dunbars antal, og overvej et øjeblik hvordan det kan gøres:

Tænk dig et byrum, indrettet på vores børns, og ikke hverken bilernes, eller ejendomsudviklernes og realkredittens præmisser: Grønne rekreative arealer, med planter, insekter og liv, hvor der ellers bare er veje, asfalt og beton; snoede vandveje, og cykelstier og trailspor. Eltogene og de tilbageværende autostradaer så langt under jorden som muligt.

Tænk dig tilsvarende samfundet indrettet til mennesker—ikke arbejdskraft og forbrugere—og hvordan det kan blive, den dag vi faktisk på alle niveauer bliver ansporet til at drømme og lege og finde på; hvor incitamentstrukturen tilgodeser selv de mindste små udbrud af virketrang og skaberlyst, og der er forretning i at konstruere tingene så gedigent og gennemtænkt, at de også holder og står om hundrede år.

Tænk dig at det er muligt at skabe en anstændig levevej som lokal skrædder, fordi systemet bonner de reelle omkostninger ved det stangtøj vi ellers frejdigt har hentet hjem fra den anden side af kloden, og som nu med ét slag er ubetaleligt dyrt.

Tænk dig at det rent faktisk er muligt at leve af at reparere cykler i et lille hyggeligt værksted på havnen.

Tænk dig at dit eget surdejsbrød, bagt på mærkelige, lokale kornsorter, ikke bare er bedre, men også billigere end fabriksfremstillet bakeoff, hvor alle ingredienser skal trilles frem og tilbage over kontinentet i lastbil.

Tænk dig at det vrimler med små køkkener, hvor passionerede mennesker laver takeaway fra bunden, eller du bare kan slå dig ned ved et langbord—og hvor de folk der sidder der i forvejen gerne rykker sammen og kommer hinanden ved.

Tænk dig, at det at pille Nordsø-rejerne i Marokko, for at køre dem tilbage til Nordeuropa er lige så dyrt og besværligt som det lyder absurd, og at vores husdyr må leve af lokale afgrøder, fordi idéen om at rydde regnskov i Sydamerika, og sejle sojaen halvvejs rundt om Jorden er lige så omkostningstung som den strider mod ethvert bæredygtighedsprincip.

Tænk dig i det hele taget at prisen for moderne, industrielt landbrug, og den ledsagende, og endnu mere sindssyge plantebeskyttelse afspejler de miljømæssige konsekvenser én til én.

Tænk dig at genetisk modifikation er strafbart i samme grad som overtrædelser af patentlovgivningen, og krænkelser af kommercielle producenters ophavsret i øvrigt er det i dag.

Tænk dig at prisen på elektronik og plastic står i forhold til de blivende ar, minedriften og olieudvindingen efterlader på planeten; at olieselskaberne skal plante en hektar skov for hver tønde olie de pumper op af undergrunden, og at mineselskaberne skal investere halvdelen af deres overskud i sociale projekter, der hvor de rekrutterer deres arbejdskraft.

Tænk dig at konkurrenceparameteret per excellence er at bruge mindst mulig energi, og efterlade det mindst mulige impact på planeten—og nej—ikke bare baseret på noget så excentrisk gammeldags som etik og moral, men simpelhen fordi det er sådan vi har valgt at konfigurere økonomien, og det er dét der bedst betaler sig på både kort og længere sigt.

Og mens du alligevel lader fantasien få frit slag, så tænk dig engang hvor dejligt det ville være at du ikke altid havde så f∙cking travlt, og evig og altid skulle tjekke din f∙cking telefon; at du var i stand til at unde dig selv lidt kreativ nedetid, kunne sove som et barn om natten, og vågne både veludhvilet og klar på en skøn, ny dag, med masser af heureka-øjeblikke og åbne muligheder.

—i virkeligheden alt det der er indbefattet, når du forestiller dig paradislivet på en afsondret, tropisk ø—bare hér, hjemme hvor årstiderne skifter, og vi kender og elsker hinanden, og hinandens mere eller mindre udtalte særheder.

Jeg ville elske den hverdag—hands-on—ikke mindst fordi det, der trænger til forandring i vores moderne, naturfjerne hverdagsliv, er alt andet end vores dejlige naboer, horisonten og havet.

Indlægget her er i oprindelig form publiceret i Dagbladet Ringkøbing-Skjern tilbage i april 2020.