En lang finger til selv-tvivlen


"I regularly lose complete confidence in what I'm doing," siger Thom Yorke på et tidspunkt til Alec Baldwin. Ikke at man ikke i perioder godt selv ved at det ér sådan, men det er alligevel uendelig befriende at høre det fra en af mestrene selv.

Det at skabe kunst er—som ordene siger—at sætte noget i verden, som ikke er der i forvejen, men opstår undervejs i processen.

At ophøje, og arbejde videre på sin egen lille lusede idé, i en fast tro på at den rummer noget væsentligt og større—også for andre end én selv—er lige så svært og opslidende, som det lyder dumt. Det kræver mere end almindelig stædighed at vælge alle mulige andre fristelser fra, og insistere og insistere og insistere på at følge sin egen fornemmelse til dørs, og få den manifesteret i en færdig, fysisk form.

Man er nødt til (i det mindste) selv at tro på projektet; nødt til at give sin selv-tvivl en lang finger, og sende den hen, hvor den hører hjemme.

Ikke mærkeligt, at man ind imellem standser op og tænker at dét her?!—det her er det dummeste, mest talentløse, idiotisk elendige tidsspild verden endnu har set. Selv-tvivlen er lige så naturlig, som forbandet, og underminerende træls.

Heller ikke mærkeligt, hvis man som aspirerende kunstner over tid tager karakter af en fuldkommen uudholdelig, egoistisk megaloman. Man er for helvede nødt til at insistere på at processen er livsnødvendig, og at det man bruger hovedparten af sine vågne timer på at få til at ligne et færdigt værk, også er så godt, så storladent, og så fantastisk tænkt, at det i sidste ende er besværet værd.

Man er nødt til (i det mindste) selv at tro på projektet; nødt til at give sin selv-tvivl en lang finger, og sende den hen, hvor den hører hjemme og peberet gror.

Det er langt fra altid fornøjeligt, men den forbandede sandhed er at man, når kaldet ér der, er nødt til at forsøge, og give det sit bedste. Også de dage, hvor man får overbevist sig selv om at det man roder med er det værste skrammel; også de dage er det nødvendigt at bide tænderne sammen, og slide sig igennem.

Selv når man fuldstændig mister troen på at det man skaber har værdi, skaber man alligevel noget. Og alternativet til at skabe noget, er som bekendt ikke at skabe noget, overhovedet. Altså ingenting, som i et stort, rundt, rungende nul.

Og se, så er valget pludselig ikke så svært.