I mellemtiden


Jeg lærte aldrig rigtig at forstå de venstreorienterede synspunkter, flere af mine skarpe jævnaldrende, og næsten samtlige mine gamle gymnasielærere ytrede først i halvfemserne. Ikke at jeg ikke havde sympati for tankerne og intensionerne bag, men fortællingerne hang dybest set ikke sammen. Ingen af de radikale omfordelinger jeg hørte foreslået, ville være realisérbare indenfor rammerne af markedsøkonomien, uden at vi samtidig ville være nødsaget til at fremmane et massivt kontrolapparat, der med sin klamme, begrænsende hånd ville tage livet af rigtig mange gode og sunde, private initiativer.

—og dér lå så også min største vildfarelse, idet jeg som så mange andre gjorde mig den forestilling at det private initiativ, i det omfang det kunne trives og blomstre, per definition var godt og sundt, og dermed i denne, den bedste af alle verdener ville arbejde til vores fælles bedste. Skønne, idealistiske Christian Estrup, der som søn af en hardcore lutheraner og en hardcore liberal, og ikke mindst barn af firserne, halvfemserne, og historiens afslutning, overhovedet slet ikke havde fanget pointen: Så længe vores penge er sat i verden med den diametralt modsatte drift dybt i sig, vil markedet aldrig arbejde for en bred, horisontal fordeling af samfundets værdier og ressourcer. Fordi pengene skal forrentes, vil en dereguleret økonomi uanset hvad over tid koncentrere værdierne på færre og færre hænder. Af samme grund, har ingen af de prominente, progressive mainstreampolitikere siden firserne heller formået at skabe noget gangbart alternativ til den nyliberale fortælling. Passionen, og ønsket om at styrke velfærden har intet fejlet i sig selv, men både en Bill Clinton, en Tony Blair, og i særdeleshed en Barack Obama har alligevel fejlet—været kapitalens villige tjenestefolk—og om nogen haft et medansvar for de seneste årtiers enorme allokering af ressourcer til den rigeste procentdel af befolkningen.

Købmand eller kunstner er ét fedt. Logikken er den samme, og showet kontinuerligt fireogtyve syv. Sælg for helvede, sælg!—og hvis du ikke selv føler for det, så fake det. Ingen gider spilder deres tid på én der ikke smiler og ligner en milion.

I princippet er der intet som helst i vejen for at stramme tøjlerne om den finansielle sektor, gennemregulere långivningen for både banker og realkredit, og lukke grænserne for kapitalstrømme ind og ud af landet. Det er slet heller ikke umuligt at ændre vores skattesystem, så vi i højere grad brandbeskatter brugen af fossil energi, naturfremmede kemikalier, kapitalgevinster og fast ejendom, og til gengæld gør det mere attraktivt at arbejde. Samtidig kunne vi passende indføre en Mondragon-inspireret ratio, hvor de højest lønnede i en given organisation maksimalt må tjene ni gange så meget som folkene på gulvet. Mulighederne er legio, men—

Uge efter uge taler vi skolepolitik og sundhedsvæsen og ældrepleje, som om en håndfuld ekstra milioner vil kunne gøre en afgørende forskel, og ændre selve velfærdssystemet og tilgangen til borgerne til det bedre. Naturen og den grønne omstilling besynges i smukke og lovende adjektiver, mens dét ene, altoverskyggende succesparameter stadig er økonomisk vækst, og et marked i trivsel er målet i sig selv. Mirakelhåbet synes at være greentech. At narrativet ikke holder vand, og vi på ét eller andet tidspunkt får brug for at omprioritere vores levevis er common knowledge, men også så deprimerende at italesætte, at vi tilsyneladende helt har valgt at lade være. Vi har i allerede alt for mange år valgt at køre vores samfund efter nøjagtig de samme principper som man normalvis styrer en større erhvervskoncern; med fokus på kvantificerede velfærdsmål, og optimering og strømligning af processerne på alle niveauer. Så længe vi ikke kan bryde bankpengenes forbandelse, er det ikke realistisk at tro at nok så mange nyvalg og proteststemmer vil ændre noget grundlæggende ved det.

Den tanke, at et frit og ureguleret marked til enhver tid og per automatik vil finde sit ekvilibrium ér besnærende. Intuitivt virker det rigtigt, at ethvert menneskes ageren for at optimere sin egen situation, i sidste ende vil medføre en efficient fordeling af samfundets værdier og ressourcer som sådan. Af samme grund vægrer vi os tit ved større politiske indgreb i markedets dynamikker, idet begunstigelsen af én gruppe i den logik (som minimum) vil medføre en tilsvarende forringelse for en anden.

At markedet angiveligt er den bedste leder og fordeler, letter alt andet lige også livet for de mennesker der skal lægge navn til de svære beslutninger, og stå på mål for en ansvarlig ledelse af landet. Uanset hvor uenige vi andre kan være i en konkret prioritering, kan ingen af os rigtig argumentere mod nødvendighedens politik. I det omfang en given omprioritering er nødvendig, er det dybest set ikke noget nogen aktivt har valgt, men bare en konsekvens af markedets og pengenes logik. Som det lyder med oprigtig beklagelse, skal budgetterne jo for pokker hænge sammen!—(det ved vi kun alt for godt)—og ingen ønsker ligesom heller et samfund med stigende skatter, og en endnu tungere offentlig sektor. Køber vi fortællingen om markedets usynlige hånd, bliver også politikere og beslutningstagere administratorer, hvis fornemste opgaver er at sikre fuldt kompetitive markeder og pengenes frie bevægelighed. Og det uanset farven på regeringsaftalens omslag.

Pengenes dynamikker gennemsyrer i dag vores samfund i alt fra new public management, til automatisering og stordrift. I takt med markedsgørelsen af vores velfærd og vores infrastruktur, er fokus flyttet fra medarbejdere og individder til processer og sager.

Mantraet synes at være at ret skal være ret, og at alle skal behandles lige. Skal det frie marked for alvor kunne fungerere og optimere, fordrer det at samtlige aktører på markedet har lige adgang og lige vilkår. Som borgere må vi til gengæld lære at leve med et enormt administrativt bureaukrati, der registrerer og kontrollerer og evaluerer i ét væk—sammenlign dit og sammenlign dat—og helt generelt spilder vores produktive tid med overflødige papirgange. Et selvkørende apparat, der prioriterer det målelige og skalérbare, frem for medarbejdernes individuelle faglighed, og evne til at træffe de afgørende beslutninger selv.

Standardiserede nationale målinger min bare—!

Det mest tragiske er at den virkelige, og desværre også støt stigende ulighed hverken skyldes forskelsbehandling eller administration af lovgrundlaget, men mestendels måden pengene og økonomien er skruet sammen. Uanset hvor omhyggeligt vi fintuner knapperne og skruer på de forskellige parametre, vil den rentebærende gælds logik fortsat dræne nyetablerede virksomheder og mennesker der sælger deres varme hænder, til fordel for formuende og allerede satte. De—desværre ganske reelle—omprioriteringsbidrag, der er nødvendige for at holde de offentlige udgifter i ro, er kort og godt pengenes pris. Men frem for at ændre på pengeskabelsen og skattesystemet, styrker vi istedet det administrative apparat, der så kan finde på nye, mulige besparelser, lave nye udbud, og komme op med bedre og billigere løsninger på det arbejde der nødvendigvis stadig skal gøres. Arbejde, de pågældende administrative medarbejdere vel at mærke ikke selv, men derimod andre skal udføre.

Og selvfølgelig beskæftiger apparatet en masse mennesker, men—

Kom ikke og bild mig ind at vi taler ansættelser hvor nogen rent faktisk føler at de skaber noget værdifuldt, eller gør en positiv forskel for andre mennesker. De eneste nævneværdige resultater er tallene på bundlinjen, der sowie so afspejler en verden af i går. Ville efter min ærlige og oprigtige mening gøre livet lettere for rigtig mange mennesker, hvis I, der dagligt holder hinanden og os andre beskæftiget i det cirkus tog konsekvensen, og jeres gode tøj og gik. Vi har for helvede kun det her ene liv! Der er så meget andet og bedre man kan gøre, end at sidde på sin flade røv og spare andre menneskers skabertrang og virkelyst ihjel. Må da være muligt at finde en farbar vej ud af det her fossilfyrede velstandsvanvid, hvor målet altid ligger og venter et sted derude i fremtiden, og mellemtiden dulmes med alverdens adspredelser penge kan købe. Ingen af os bliver jo for pokker lykkeligere af alt det toksiske plasticskrammel, vores exceptionelt forurenende containerflåde sejler hjem til Europa, til gengæld for en omsiggribende fjernøstlig indflydelse på den globale (u)orden.

Endeløse køer af motorer i tomgang, der mandag til fredag snegler sig gennem morgenlandskabet med den aktuelle top fyrre kværnende i højttalerne, kun afbrudt af dagens avisrubrikker, vejret, og insisterende reklamer—der sowie so alligevel lyder ens: Spis hvad du kan, for mindre end du tjener i timen! Lige nu er der femogtyve procent at spare og femhundredefemoghalvfems milioner i puljen. Livet ér for kort til mellemlandinger, og ledige ryger mere end gennemsnittet. Mere eller mindre overskyet i hele landet. (No shit, Sherlock). Sidst på dagen dog mulighed for enkelte solstrejf i Jylland. Find spændingen med betting! Jeg mener: Få dig et f∙cking liv!

Samme fesne fornemmelse, som at bide af en selvlysende candyfloss. Var det virkelig bare det?—livet? Trækker på skuldrene, og konstaterer med et halvt øje på bilen foran at der stadig ikke er nogen notifikationer. (Bukker og takker for opfindelsen af den adaptive fartpilot). Vil helst ikke virke utaknemmelig, men havde måske alligevel forventet mig noget mere.

Kan selvfølgelig også bare tage med Storm P Tilbage til naturen, eller for den sags skyld i skoven eller på stranden, til pilates eller restorativ yoga. Tilføjer ligesom en ekstra, spirituel dimension til livet, og gør sig også f∙cking godt på Instagram. Og hvem vil ikke hellere være et helt, åndfuldt menneske? Tænk nepalesiske krystalarmbånd, vegetarisk ramen-suppe i weekenden, og måske en enkelt tur til Camden Lock inden nytår. Alle kneb gælder, når det gælder om at holde markedsværdien, og opretholde sin status som en attraktiv og eftertragtet relation. I det hele taget er relationer og social valuta hård valuta, og så er det måske alligevel ikke så fedt at være vagabonden der går solo, og tager flugten fra flokken?

Vis mig dine venner, og jeg skal sige dig hvad du er værd!

Ikke noget under at vi altid halter bagefter, og ikke helt er der hvor vi føler at vi burde være. Selv de af os, der rent faktisk ind imellem får held af at stemple ud, får stadigvæk f∙cking dårlig samvittighed når ikke vi lige får trænet, skrevet, elsket, talt, lært, læst, eller gjort et eller andet tilnærmelsesvis produktivt i den tid, der ikke tæller som arbejde.

Markedet sover aldrig, og vil du have succes må du nødvendigvis gå all in. Købmand eller kunstner er ét fedt. Logikken er den samme, og showet kontinuerligt fireogtyve syv. Sælg for helvede, sælg!—og hvis du ikke selv føler for det, så fake det. Ingen gider spilder deres tid på én der ikke smiler og ligner en milion. Du ved lige så godt som jeg at det hele har kurs ad helvede til, og at vi er godt i gang med at lave en Titanic. Også derfor er det bare så meget federe med en Stein Bagger på scenen.