Hvide Sande-måden


I løbet af ugen blev det offentlig kendt, at jeg per 1. marts 2020 har solgt min virksomhed. Efter knap 13 år som ejer og leder af kabelbanen i Hvide Sande, kan jeg nu bruge de næste måneder på at færdiggøre vores kunstnerhus på Tyskerhavnen, mens jeg for alvor begynder at investere mig selv i diverse nye, kreative projekter.

Det har været 13 gode sæsoner, med utrolig mange dejlige mennesker, og skønne timer på vandet.

Der er en grund til at ting altid kan lade sig gøre (og sker) i Hvide Sande, også når det tilsyneladende ikke er muligt andre steder . . . !

At anlægget overtages af gode, lokale mennesker, med både evnerne og ressourcerne til at få KABELPARK® op i den bedste liga, gør alverden til forskel. Når man har lagt så forholdsvis mange timer, og så meget hjerteblod i sin virksomhed, betyder det alt at projektet videreudvikles i den rigtige, positive ånd.

Salget er samtidig en kærkommen anledning til at glæde sig over alle de issues, der over årene er blevet løst mod alle odds—at landets første kabeldrevne wakeboard- og vandskibane blev bygget i Hvide Sande er alt andet end tilfældigt—og ikke mindst sige tak til den oprindelige primus motor, uden hvem anlægget aldrig ville være blevet skabt.

Henning Davidsen er et af de mennesker der bliver mere og mere stålsat, og mere og mere stædig jo mere modstand han møder. Det kan bestemt ikke have været nogen let opgave at få tilladelserne til etableringen af vandskibanen (på åbent vand, på Ringkøbing Fjord) i hus, og uden hans manglende evne til at forstå et nej, var projektet givetvis heller aldrig kommet i mål.

Sin runde, gemüthlige fremtoning til trods, er Henning Davidsen—blandt lokale bare HD—et menneske man sagtens kan slå sig på. Du er aldrig i tvivl om hvad HD mener, men samtidig har han altid været utrolig god til at handle på byens vegne, og i byens interesse; ikke bare at mele sin egen kage. HD har gennem årene haft fingrene i så forskellige initiativer som den årligt tilbagevendende klassiske masterclass, etableringen af det første kunstnerhus, opførelsen af slusehusene, husbådene i Tyskerhavnen, Langsand langs vand, og ikke mindst opsætningen af de tre ikoniske vindmøller på nordstranden, der først var med til at finansiere havneudvidelsen, og sidenhen blev udmatrikuleret til Hvide Sande Fjernvarme (hvis mangeårige formand hedder Henning Davidsen), hvor de nu på fordelagtige vilkår leverer grøn varme direkte til forbrugerne i byen. Det har kostet nogle penge undervejs, men ser vi bort fra bramsejlskonnerten, har byen så rigeligt fået valuta for dem. Af samme grund har HD og Turistforeningen været et match made in heaven.

For de, der ikke måtte kende den, kan Holmsland Klit Turistforening bedst beskrives som en slags udviklingsfond, ejet af (medlems)virksomhederne i Hvide Sande og Søndervig.

Qua sit ejerskabet af Feriepartner Hvide Sande, der udlejer små firehundrede sommerhuse på Holmsland Klit, er Turistforeningen hvert år i stand til at give turismeudviklingen i lokalområdet en større saltvandsindsprøjtning. Stort set samtlige de events og projekter der i dag tegner Holmsland Klit er startet op med tilskud fra Turistforeningen, hvor provenuet fra udlejningsvirksomheden geninvesteres lokalt, i et noget nært perfekt feedback loop.

Således Hvide Sande-måden, som vi med vanlig vestjysk selvfølelse ynder at kalde den; en model, der i virkeligheden har mere til fælles med spanske Mondragon, end med det selverklærede liberale parti, der endnu sidder solidt på magten i Vestjylland.

Kabelbanen har de seneste mange år formelt været min. Men det er samtidig hele Hvide Sandes, hvilket er en rigtig, rigtig vigtig pointe. Den opbakning, og den støtte jeg har oplevet omkring banen har været aldeles fantastisk, og siger meget om stedet herude.

Der er en grund til at ting altid kan lade sig gøre (og sker) i Hvide Sande, også når det ikke er muligt andre steder . . . ! Det skyldes selvfølgelig ildsjæle som Henning Davidsen, der ikke er blege for at gå foran og tage de nødvendige tæv. Men det skyldes også—og i særdeleshed den måde byen er opstået, og den tradition, os der bor her er opdraget i.

Hvide Sande ér i essensen skabt på trods.

Grundlagt så sent som i 1931 med åbningen af afvandingsslusen, har byen fra starten været et sted hvor de risikovillige har søgt lykken, og set muligheden for at etablere en ny og bedre tilværelse. Ingen herude har nogensinde fået noget foræret. Hverdagen på havet har været hård, og alt for ofte med livet som indsats.

Vi ved om nogen, at den barske natur, afstanden til alting, og ikke mindst tåbelige beslutninger truffet længere østpå i perioder kan gøre tilværelsen både træls og besværlig. Vi ved også, at vores kræfter er bedre brugt på de ting vi faktisk har en mulighed for at påvirke og ændre. Det ligger dybt i os at bide tænderne sammen, og—egne kæpheste og personlige uoverensstemmelser til trods—bakke op, og trække med på den fælles hammel.