Grænsen nået


Selv de af os, der af princip ikke mener at man bør holde nogen ude, og slet heller ikke ynder tanken om at være buret inde, må erkende at det i visse situationer kan være betimeligt at trække grænserne skarpere op, om ikke ligefrem lukke dem hermetisk.

Corona-situationen har givet grænsedragningen rundt i verden en revival, og mange danskere har haft det fint med at være isoleret i vores nordiske velhavercompound.

Det er netop det en grænselukning kan: Skabe en fornemmelse af tryghed.

At trygheden så mestendels er symbolsk er en anden sag. Coronavira kan sagtens passere grænsen, hvis bare værten er afsted i et anerkendelsesværdigt formål.

Det kan sagtens være, at det smittespredningsmæssigt fortsat giver mening at holde flyene grounded i Københavns Lufthavn, og de enorme krydstogtskibe ude af havnene på de østlige kyster. Men det hverken bør eller skal forhindre os i at åbne grænserne til Sverige og Tyskland, og lade folk passere i egen bil.

Det har da også fra dag ét været klart, at grænselukningen snarere har været politisk, end sundhedsfagligt motiveret. Det har været vigtigt for regeringen af vise handlekraft, og motivere os til stolt at stå sammen (hver for sig).

Grænselukningen har på mange måder virket efter hensigten: Lektionen er lært, og samfundssindet skabt.

Så meget desto mere problematisk, at næste fase af landets genåbning ikke indbefatter en genåbning af grænserne.

Lige præcis nu, hvor udviklingen i coronasmitten berettiger en behersket optimisme, giver det mening at ændre perspektivet fra nationalt til europæisk.

Det kan sagtens være, at det smittespredningsmæssigt fortsat giver mening at holde flyene grounded i Københavns Lufthavn, og de enorme krydstogtskibe ude af havnene på de østlige kyster. Men det hverken bør eller skal forhindre os i at åbne grænserne til Sverige og Tyskland, og lade folk passere i egen bil.

Tyske familier, der tager i sommerhus på vestkysten, gør det typisk for at nyde roen, pusterummet og pladsen, og opleve dage, der er helt anderledes low key end det storbyliv, de lever til daglig. Vi kalder os selv Naturens Rige af en grund.

Langt hen ad vejen er den adfærd feriehusgæsterne lægger for dagen, i fuld overensstemmelse med de råd om at holde afstand, og om at søge væk fra populære steder med mange mennesker, myndighederne repeterer som best practise de her dage. Heller ikke det fortsatte forsamlingsforbud, er i den forbindelse det store problem. De issues der måtte opstå, kan imødekommes med klare retningslinjer og almindelig omtanke.

Selvfølgelig er der—også her, på vestkysten—en vis forståelse for at landet regeres med akademisk storby-bias, og det ikke altid er muligt at tilgodese diverse særinteresser rundt i provinsen. Vi er vant til at ryste på hovedet og rette ind, men hér er vi trods alt (og undskyld mig udtrykket) nødt til at trække en grænse.