Genforvildet, genfortryllet


Læs Karma Corona fordi . . .

Det er så uendelig befriende, når nogen tør tale lige ud af posen: coronavirus er hverken guds straf, eller et udslag af tilfældighedernes spil. Covid 19-pandemien er en simpel konsekvens af menneskets egen tæmning af naturen, og samtidig alletiders anledning til at tænke om, genforvilde, og genfortrylle verden omkring os.

Klima- mig her og klima- mig dér, og i guder hvor jeg snart ikke gider høre mere om det. Kan ikke skimme et nyhedsfeed uden at gå kold i ting vi skal og bør, og ikke mindst forlængst burde have gjort. Kan ikke åbne en avis uden igen, igen at blive konfronteret med forchromede reduktionsmål, der så alligevel i sidste ende altid reduceres til et spørgsmål om hvordan vi med (så) få ændringer (som muligt) kan fortsætte vores nuværende overflodskurs, uden at sætte de kommende generationers livsgrundlag fuldstændig over styr . . .

Undskyld mig, hvor er drømmene?

Hvor er visionerne?

Fint nok med en energiø, Dan Jørgensen. Men for det første løser energiøen ingenting uden at vi samtidig, både herhjemme og i nabolandene, lægger hele el-infrastrukturen om. For det andet er der netop ikke tale om nogen banebrydende grøn transformation—bare en lidt mindre fossilafhængig version af det, vi allerede kender.

Hvor er de vilde idéer, med potentiale til at skabe nye, langsommere, dybere, omhyggeligere, mere nærværende måder at indrette vores samfund, og i sidste ende leve på? Hvor er planen, der kan (gen)skabe den mangfoldighed, vi moderne mennesker i dén grad er ved at strømline ihjel?

Tor Nørretranders er et af de mennesker herhjemme, der faktisk tænker nogle sammenhængende, alternative tanker, og ikke mindst opstiller et sammenhængende, alternativt narrativ. Præcis derfor er Karma Corona den ene bog du er nødt til at lytte til eller læse i 2021.

Længe inden paleo blev et modeord i starten af 10'erne (og sukker- og stivelsesforskrækkelsen blev udbredt i den—undskyld mig udtrykket—brede befolkning), udgav Tor Nørretranders i 2005 bogen Menneskeføde. Her forstod jeg første gang, at vi som mennesker nærmere er som floder, flammer eller hvirvler; at vi sagtens kan opfatte os selv som fast form, men i virkeligheden snarere er en strøm af stof, sansninger og tanker, der løbende skiftes ud.

Samme tanke, og virkelighedsforståelse skinner 16 år senere igennem i Karma Corona, og set i det lys, bør vi ifølge Nørretranders betragte covid 19 som et wakeupcall (eller vink med en vognstang), snarere end en som en tilfældig hundredeårshændelse. Vi mennesker har forvoldt naturen ondt, og pludselig rammer den ubalance i økosystemet os selv som en boomerang. Karma.

Nørretranders baggrund som videnskabsjournalist fornægter sig ikke. Karma Corona er velskrevet, pointerne veldomumenterede, og det hele serveres i 3 letlæselige dele: Overløb, selvforsvar, og sameksistens.

Alene ordet sameksistens. Er der én lektion vi bør lære af coronaen, er det den, at vi som mennesker ikke på nogen meningsfuld måde kan adskille os selv og vores kroppe fra resten af verden.

Mundbind, latexhandsker, og overdreven brug af desinfektionsvæske er måske nok en effektiv strategi, når det gælder bekæmpelse af en konkret viruspandemi. Det liv, vi isolerer og slår ihjel er imidlertid også os selv. Værnemidlerne værner os ikke bare mod vira, men også mod andre mennesker. Maskerne skjuler vores ansigter og afstandskravene saboterer vores sociale behov. Overdreven brug af sæbe og håndsprit resulterer i udslæt og eksem.

Misforstå mig ikke: Værnemidler er værdifulde mod konkrete, akutte trusler mod vores sundhed. Ikke desto mindre er de udtryk for symptombehandling.

Det virkelige problem er måden vi betragter, behandler og tæmmer livet og naturen omkring os; vores civilistation. Præcis etageejendommene, fabriksstaldene og monokulturerne får parasitter, patogener og pandemier til at trives. Formår vi—i Nørretranders ord—ikke at rykke på biodiversitetens udfordringer her og nu, skabe plads for livet på Jorden, gå imod tamhedens tradition, og arbejde for vildhedens vision, bliver pandemierne hérfra kun vildere og værre. Så er vi ligesom advaret.

Tor Nørretranders: Karma Corona

Hardcover: 223 sider
People's (2021)