Genarbejd!


Hvad skal du så nu? er nok det spørgsmål jeg oftest er blevet stillet i 2020.

Efter at jeg i foråret afhændede kabelbanen, og i særdeleshed efter at jeg i starten af sommeren fik færdiggjort vores kunstnerhus, har jeg ikke været beskæftiget med ét arbejde i traditionel forstand, men nok snarere lignet en ubekymret boheme: en mand i sin bedste alder, der simpelthen er blevet lidt for glad for at holde ferie og lave ingenting.

Når jeg typisk ikke har svaret skabe kunst eller skrive, men bare har trådt vande og snakket udenom, er det ikke fordi jeg ikke har villet dele mine overvejelser, og heller ikke fordi jeg som sådan har ønsket at holde kortene tæt ind til kroppen. Mere en slags frygt for det store ukendte, kombineret med lidt dårlig samvittighed over ikke (i øjeblikket) at kunne leve op til folks berettigede forventninger. For selvfølgelig bør vi alle sammen bidrage efter evne, og indgå i vores markedsøkonomiske velfærdskabale på behørig vis—underforstået spille efter reglerne, eller i det mindste bare spille—

Os, der ikke lige passer i de skide firkantede kasser? Hvis penge ikke kan motivere os i sig selv, men alene er nødvendige, i det omfang de giver os frihed til at gøre det vi virkelig brænder for, subsidiært spilde vores tid, som vi selv har lyst?

Jeg husker tydeligt første gang, jeg for snart mange år siden forsøgte at sige at jeg lagde an til at skrive en roman.

"Kan man leve af det?" lød det skeptisk, inden vores lokale købmand var videre i teksten, og snakkede løs om alt muligt andet. Og langt hen ad vejen havde han selvfølgelig en pointe: Skal man tjene kassen, er det at være skabende kunstner langt fra nogen optimal metier.

I den gode grundtvigianske (og kristenliberale) ånd, er vi vestjyder fra barns ben opdraget til et jævnt og muntert virksomt liv på jord. Vi ved kun alt for godt, at det vi bruger tiden på, og de historier vi hver især fortæller, nøje bør matche det narrativ vi som samfund har valgt at gøre gældende.

Således også de her dage, hvor staten, frem for at kere sig om enkelte mennesker holder hånden under økonomien som sådan. Den helt grundliggende præmis synes at være, at en sund økonomi er en økonomi i vækst. Heraf følger, at det der er godt for væksten og beskæftigelsen, også må være godt for os alle, hver især.

Succesparameteret par excellence er penge, og lektien lært under coronaens første bølge længe glemt:

Konkret hvordan vi vælger at tjene vores penge er knap så vigtigt, så længe vi i øvrigt køber fortællingen og strammer os an. Driftighed bliver målt op i kroner og ører og ejendom, og det vigtigste benchmark er evnen til at optimere den statusbelagte, men alt andet end elskede topskat.

Hvad vil vi snart mere?

—og hvad gør vi lige? Os, der ikke lige passer i de skide firkantede kasser? Hvis penge ikke kan motivere os i sig selv, men alene er nødvendige, i det omfang de giver os frihed til at gøre det vi virkelig brænder for, subsidiært spilde vores tid, som vi selv har lyst?

Melder os helt ud, som vagabonden der går tilbage til naturen gør vi selvfølgelig ikke. Selv om vi gerne ser verden forandret, er det trods alt de færreste af os der er villige til at betale med vores egen levestandard og komfort. Det er ikke uden omkostninger at leve som fattig, lang pokker i vold væk i en øde, svensk skov.

En mere behagelig, og også langt mere almindelig model er at finde et nogenlunde tåleligt lønarbejde, og så leve med at vi en stor del af ugen ikke kan disponere frit over vores egen tid; være gode samfundsborgere, og prøve at få det bedste ud af det. Jeg har selv været der, og det er meget muligt at det også bliver dér jeg ender mit arbejdsliv.

Indtil andet er bevist, vil jeg imidlertid med titel af kreativ freelancer forsøge at få stablet mig et alternativ på benene.

Lad mig således—og fordi øvelsen i sig selv er sund—definere min opgave, og erklære at jeg fremover vil bruge alt mit disponible krudt på at genarbejde den store senkapitalistiske samfundsfortælling. Og oven i købet tjene penge på det, come what may.

Det at drive virksomhed som selvstændig tekstforfatter, designer, udsmykningskunstner, formidler og fotograf er ikke nødvendigvis noget man bliver rig af i dagens Danmark, men et godt alternativ (til et rigtigt job, sic!) for de af os, der bliver glade i låget af at pleje vores kreative årer, og hvis dage helst heller ikke må ligne hinanden alt for meget.

Kryds fingre 🤞 og ønsk mig god arbejdslyst. Det får jeg brug for.