Forretningsmæssig kamikaze?


Bygggeriet boomer fortsat, og selvom prisen på byggematerialer det seneste år er steget støt, er det faktisk svært at finde en håndværker herude på vestkysten, der har tid til at tage nye opgaver ind på den her side af årsskiftet. Heller ikke som selvstændig freelancer i krydsfeltet mellem byggeri og kreativt arbejde, oplever jeg at det nødvendigvis er svært at fylde kalenderen.

Én ting er så, at man kan lave lette skillevægge, skifte vinduer og døre, vandskure, og sætte Troldtekt op nærmest alt det man kan overkomme og gider. Ikke at der er det mindste galt i den slags arbejde. Når ambitionen er på sigt at kunne opdyrke et marked for mere kreative løsninger, kan det på den anden side heller ikke nytte noget at bruge alle ugens arbejdstimer på andres (om så nok så spændende og udfordrende) projekter.

Jeg elsker den fuldstændige selvforglemmelse, og det flow jeg oplever når jeg skriver, maler de store billeder, eller arbejder med at skabe et nyt, fedt udtryk af genarbejdet træ i værkstedet—hvorfor jeg i videst muligt omfang da også bare gøre det, uanset at det ikke ligefrem er vejen til flotte regnskabstal i min lille virksomhed.

Selv, følger jeg for nuværende den strategi, at jeg så vidt muligt (kun) arbejder det minimum af timer på kundeprojekter, der er nødvendigt for at jeg kan betale mine regninger, mens jeg investerer resten af min tid i at male billeder, digte, bygge møbler af genbrugsmaterialer, skrive sange, og hvad der nu ellers trænger sig på af kreative indfald, jeg føler mig kaldet til at prøve af.

Og lad mig bare være ærlig: Det ér scary at bruge så forholdsvis mange interessetimer på ting, jeg ikke aner, om jeg nogensinde kan få op på et niveau hvor de vil give mening for andre (for slet ikke at tale om, kan vise sig at være en forretning).

Vi, der er opdraget i den danske kombination af protestantisk pligtfølelse og Venstre-liberal tro på det frie marked, bliver uanset hvad angrebet af dårlig samvittighed, i det omfang vi ikke er produktive i klassisk bnp-mæssig henseende.

At tilbringe, det der reelt set er mange måneders arbejdstid med at skrive digte for eksempel?! Ikke på nogen måde en meningsfuld investering rent pengemæssigt—man kunne tværtimod, med god ret betegne det som forretningsmæssig kamikaze—men til gengæld den ene kreative proces der har givet mig den bedste return on investment når det gælder velbefindende, balance og livskvalitet.

Jeg elsker den fuldstændige selvforglemmelse, og det flow jeg oplever når jeg skriver, maler de store billeder, eller arbejder med at skabe et nyt, fedt udtryk af genarbejdet træ i værkstedet—hvorfor jeg i videst muligt omfang da også bare gøre det, uanset at det ikke ligefrem er vejen til flotte regnskabstal i min lille virksomhed.

Kan det så alligevel vise sig, at de utallige kreative interessetimer (også) er givet godt ud i forretningsmæssig henseende?

Selv om virkeligheden for de fleste kreatører i dagens Danmark er en kludetæppeøkonomi, der i bedste fald kan dække de løbende omkostninger, lever jeg selvfølgelig stadigvæk i håbet. Hvem ved om tingene pludselig en dag er vendt på hovedet, og markedet efterspørger nogle af mine lidt mere skæve og anderledes løsninger—

Fortsættelse følger . . .