Fiskeriets Hus


Som det nok ikke er forbigået nogens opmærksomhed, er der en vis hype om Hvide Sande i øjeblikket.

I takt med at corona-restriktionerne de seneste måneder er lempet, er Hvide Sande-krimien rullet ud på TV2, og interessen om byen peger i samme retningsom seertallene: Opad.

Serien ér såmænd god underholdning. Pop, bevares—men ikke desto mindre god mandagsunderholdning. De smukke vestkystbilleder taler for sig selv, og det skulle undre, om ikke serien de facto viser sig at være super effektiv markedsføring af området. Om det så skyldes sponsorinteresser, eller en klar intension fra forfatterne, er seriens største problem et manuskript der gaber over lige vel mange små (og store) sidehistorier.

I Hvide Sande var glæden til at overse, da Lars Løkke Rasmussens svendestykke af en kommunalreform i 2007 tvang Holmsland Kommune ind i et fornuftsægteskab med Videbæk, Egvad, Ringkøbing og Skjern. Har vi ikke længere vores egen lille kommune, har vi til gengæld stadig vores fordomme, og en forestilling om hvor meget mere agile og selvhjulpne vi er herude på kysten.

Vi kender det nok alle sammen: Det ér svært at begrænse sig når man har noget spændende at fortælle, og en svær øvelse at redigere bort. Tit og ofte er det de korteste, skarpeste tekster der har krævet mest arbejde. Det er de klare, enkle fortællinger der har taget længst tid at skabe.

Sammen med bestyrelsen i Fiskeriets Hus, besøgte jeg i den forgangne uge Tirpitz i Blåvand, hvor museumsverdenens svar på Beyonze og Jay Z, Mette Bjerrum og Claus Kjeld Jensen fortalte om skabelsen af stedet, og gjorde deres for at forklare os vigtigheden af at skære en fortælling ind til benet.

Kongeriget rummer en kæmpe underskov af små bitte museer og attraktioner, hvoraf mange begår den fejl at ville lidt af det hele. Det er langt lettere at vælge til end at vælge fra, og føles helt sikkert forskrækkeligt at måtte parkere sit guld i et mørkt depotrum. Men det, der adskiller de succesfulde steder fra et sted med en halvtom parkeringsplads, er oftest netop villigheden og evnen til at ofre det, der ikke er en del af fortællingen (i bestemt form).

Jeg var som sagt i Blåvand i egenskab af bestyrelsesmedlem i Fiskeriets Hus. Det er ikke en post jeg normalvis bryster mig af, for samtidsmuseet i Hvide Sande har i mange henseender ikke udviklet sig siden det åbnede for 28 år siden, og hverken udstillingernes eller bygningernes tilstand er som sådan noget at skrive hjem om.

Fiskeriets Hus vil det hele—være både akvarium, fiskeri- og hjemstavnsmuseum, medborgerhus—uden at råde over de nødvendige ressourcer til at følge bare én af tingene til dørs.

Råder vi ikke over et stort driftbudget, har vi til gengæld noget andet: en pionérånd og en trods, der gør at vi ikke bare lægger os fladt ned, og affinder os med tingenes triste tilstand. Tvært imod arbejder vi de her dage med en seriøs udviklingsplan, der med den forliste redningsbåd som omdrejningspunkt, skal strømligne og fremtidssikre stedet.

Redningsbåden MRB 21’s forlis tilbage i 1951, hvor 5 af byens stolte sønner på tragisk vis satte livet til, er på alle måder definerende for Hvide Sande.

Stort set samtlige af byens sammenvævede familier mistede en far, en søn, en fætter, en onkel. Tabet var konkret og ubærligt, men også med til at skabe et uhyre stærkt sammenhold blandt de efterladte.

Der er et før og et efter redningsbådsforliset. Når tragedien rammer brutalt og vilkårligt, kan man miste troen og give op, eller vælge at insistere og rejse sig, uanset.

Som jeg har skrevet i forordet til udviklingsplanen, binder den projekterede udvidelse af Fiskeriets Hus, og den nye redningsbådsudstilling en sløjfe på byens selvfortælling: Sted, rum, skæbner og genstande samles i et sammenhængende narrativ, og pludselig går det op for én, hvorfor tingene herude er som de ér.

Men ikke alene det.

Skåret helt ind til benet, er fortællingen om redningsbådsforliset fortællingen om det at miste; at leve med savnet, og at leve videre trods savnet.

En fortælling der er både relevant, og stærk nok til at bære et musealt fyrtårn i Hvide Sande.

Tilbage står det faktum, at det i dagens Danmark er tæt på umuligt at løfte et projekt i den liga på frivillig basis. Processen med at søge fondsmidler kræver nemt adskillige årsværk, såvel som fysisk fremmøde i det vi kender som almindelig arbejdstid.

Spørgsmålet er om der findes en mere meningsfuld løsning?

I Hvide Sande var glæden til at overse, da Lars Løkke Rasmussens svendestykke af en kommunalreform i 2007 tvang Holmsland Kommune ind i et fornuftsægteskab med Videbæk, Egvad, Ringkøbing og Skjern. Har vi ikke længere vores egen lille kommune, har vi til gengæld stadig vores fordomme, og en forestilling om hvor meget mere agile og selvhjulpne vi er herude på kysten.

For få måneder siden ville jeg selv have forsvoret, at Fiskeriets Hus en dag kunne blive en del af Ringkøbing-Skjern Museum. Jeg forbeholder mig imidlertid retten til at blive klogere. Markedet forandrer sig, og i dag er jeg tilbøjelig til at tro at en samlet driftløsning for kommunens museer er både betimelig og rigtig:

Ringkøbing-Skjern Museum har ressourcerne og direktionen til at fremtidssikre Fiskeriets Hus. Fiskeriets Hus har på sin side den fortælling, og den beliggenhed midt i Hvide Sande Ringkøbing-Skjern Museum mangler.