Finansiel logik


Tag ikke fejl. Selv om indlånsrenten de her dage mange steder er negativ, og det således koster penge at have penge stående i banken, tager bankerne sig stadig godt betalt for at låne penge ud.

Argumentet er selvfølgelig at rentesatsen skal afspejle de konkrete risici, og at det nødvendigvis må være dyrere at låne pengene, jo svagere sikkerheden, og jo større sandsynligheden for fallit. Ligger pengeskabelsen hos de kommercielle banker, må vi som samfund acceptere at de tager sig betalt for ulejligheden—og når statistikkerne éntydigt fortæller at en stor del af iværksætterne drejer nøglen om indenfor en ganske kort årrække, kan bankerne med rette hævde at det bør være relativt dyrere at finansiere opstarten af en ny og selvstændig virksomhed.

Långivning kan bestemt være risci business. I det øjeblik aktivet—i form af de nyskabte penge—cirkulerer ude i økonomien, hænger bankerne på passivet, uanset hvad. Selv om pengene skabes ved simple opskrivninger af balancerne, er pengeskabelsen langt fra en gratis omgang for de involverede banker. Kan en given låntager ikke afdrage gælden, koster det på bundlinjen, idet banken nødvendigvis må indfri den købekraft pengene repræsenterer, uanset hvad. Tilliden til pengenes repræsentative værdi er selve fundamentet for pengeøkonomiens stabilitet.

Når systemet er sat op som det er, er det i sagens natur kun fair at de dårligste kunder får de dyreste lån. Hvis ikke bankerne bonnede de reelle risici hos de enkelte låntagere, måtte samtlige kunder (og ejere og aktionærer) splitte regningen kollektivt.

(...) ikke noget vi har mindre brug for, end de enorme, tempererede glassale, der som feriebranchens svar på fixerum fylder stadig flere gamle brakmarker i udkantslandet.

Ét, er de direkte konsekvenser en given risikovurdering og rentefastsættelse kan have for den enkelte bankkunde. I et større perspektiv, har prissætningen af nye penge imidlertid også store politiske konsekvenser: Grønt iværksætteri, og etablering af nye virksomheder og initiativer i servicebranchen er noget der kommer os alle til gode, men langt hen ad vejen også en dyr fornøjelse, forbeholdt de risikovillige få. Alle vil gerne have flere små, selvstændige caféer, resturanter og specialbutikker i gadebilledet. Desværre er det svært at skaffe den fornødne, betalbare finansiering til at drive dem.

De færreste nok betvivle, at små servicevirksomheder, nørdede start-ups, og i det hele taget virksomheder der er drevet med hjerte og passion, kan have langt større værdi for vores samfund, end de kønsløse ejendomsprojekter, der uden videre problemer kan finansieres for en slik. Det hjælper imidlertid lige fedt den dag rentesatsen på kassekreditten skal lægges fast.

Set med samfundsbriller, kunne man sagtens argumentere for at prisen på de nødvendige penge snarere burde afspejle den overordnede, samfundsmæssige gavn, end de risici, de pågældende projekter erfaringsmæssigt måtte have for at gå nedenom og hjem.

Med de præsente klimaudfordringer, og de erklærede ambitioner om en 70% reduktion af CO2-udledningerne og en gennemgribende grøn omstilling, er spørgmålet, om ikke vi hellere burde ændre på pengeskabelsen i dag end i morgen.

Alt andet lige er de (nye) penge der sendes i omløb, den drivkraft der dikterer samfundsudviklingen. Vil vi fremme mangfoldigheden, og styrke de mindre, mere bæredygtige enheder, må vi ændre det monetære system, så penge bliver noget, vi giver til hinanden; ikke noget, vi hver især sætter i verden som privat gæld.

Nye penge skal med andre ord spenderes ind i økonomien af den offentlige sektor, som lønninger, og afregninger af leverandører; ikke længere kunne skabes af de private banker ved en simpel opskrivning af balancerne.

Selvfølgelig vil det koste noget at ændre pengeskabelsen.

Det bliver hårde tider for de megaprojekter, der pludselig ikke længere kan skaffe den fornødne finansiering.

Vi lærer så nok at leve uden endnu et nyt Lalandia, eller hvad de monstrøse markedssvar på de unge skandinavers længsel efter ro og nærvær med ungerne nu hedder i den her uge. I en verden hvor vi mennesker snart er lige så udpinte som den natur der må steriliseres og strømlignes for at imødekomme vores akavede foderlyster, er der vel i virkeligheden ikke noget vi har mindre brug for, end de enorme, tempererede glassale, der som feriebranchens svar på fixerum fylder stadig flere gamle brakmarker i udkantslandet.