Den ultimative hjælpepakke


Lige netop nu, i slipstrømmen på coronakrisen, hvor budgetloven er sat ud af kraft, og et enigt folketing er klar til holde hånden under samfundsøkonomien med den ene massive pengeindsprøjtning efter den anden, har vi en historisk mulighed for at skifte mål og retning.

Vælger vi som samfund at ville det sådan, kan profithensyn pludselig være sekundære.

Tillad mig derfor på denne første majdag i 2020 at foreslå en hjælpepakke til dannelse og læring—et af de steder, hvor der de senere år er skåret hårdt ind til benet, og samtidig det sted, hvor det ultimativt giver bedst mening at investere fremadrettet.

Skal vi ændre kulturen, skal vi starte tidligt: Ungerne må allerede som helt små ud og mærke elementerne, føle på planterne, og muge ud ved nogle af de dyr, de senere en dag skal lære at tilberede med behørig respekt. Hvordan ellers få et naturligt forhold til de ting vi putter i munden, og overhovedet den måde vi agerer i verden? Der ér sammenhænge man ikke kan lære uden at føle dem på egen krop. Dyrkning af frugt og grønt, fouragering i naturen, fiskeri, og svømning på åbent vand er alle discipliner, der hører hjemme på et skoleskema, og selvfølgelig skal vores børn da ud og grave i jorden, og dyrke deres egne grøntsager; selvfølgelig skal de lære at følge planternes vej fra jord til bord, og fermentere og koge hen og hvad-har-vi; og selvfølgelig skal de have lov til at falde og slå sig—og have voksne i nærheden, der har ro og tid til at løfte og trøste.

Ingen har nogensinde taget skade af at skure lokummer, eller hjælpe og drage omsorg for andre—det er tværtimod øjenåbnere, og erfaringer, der kan lære de fleste at tilgå deres omverden med ydmyghed og omtanke.

Heller ikke det at drive egen virksomhed er i dag en del af pensum. Vi besynger de (få) der tør og gør, og ønsker os vel alle sammen en stærkere iværksætterkultur—så hvorfor ikke simpelthen pode de nødvendige værktøjer på ungerne tidligt i folkeskolen, og gøre en dyd ud af at fremelske virketrangen og skaberlysten?

Forårets mest hypede ord må være samfundssind; et hensyn til fællesskabet, der bør veje tungt i enhver beslutning, de her dage. Men så lad os da gå all in på samfundssind, og etablerede en obligatorisk halvårlig civiltjeneste for alle unge. Ingen har nogensinde taget skade af at skure lokummer, eller hjælpe og drage omsorg for andre—det er tværtimod øjenåbnere, og erfaringer, der kan lære de fleste at tilgå deres omverden med ydmyghed og omtanke. Start dagene med fysisk uddannelse og træning, og undervis i ting som jagt og yoga. Det vil om ikke andet skabe jordforbindelse, og øge bevidstheden om at vi alle er en del af ét og samme kredsløb.

Hvornår har du i øvrigt sidst selv taget dig tid til at være ude i guds frie natur, uden hverken agenda, tidspres, kamera eller mobil? Og ikke for at blive personlig—(og egentlig heller ikke fordi det kommer mig ved)—men har du nogensinde prøvet at gå rundt en hel dag på bare tæer, vinterbade i isnende regn, eller springe adskillige måltider over, og gå i seng på fastende mave, bare for at mærke hvordan det føles på din egen krop?

Det lyder lidt langhåret, men er ikke desto mindre min påstand, at enhver af os har både sanseapparatet og intuitionen til at skelne skidtet fra kanelen, og spotte faresignalerne når nogen forsøger at sælge os en modificeret sandhed. At noget føles ubehageligt, eller udfordrer vores komforttrang, betyder ikke at vi skal undgå det for enhver pris. Tit og ofte er det i vores egen interesse at opsøge, og eksperimentere med oldgamle ritualer og måder at gøre tingene på. Gennem milioner af år har vores gener tilpasset sig til en verden, der har meget lidt til fælles med den civilisation vi i dag har trukket ned over hovedet på os selv. Jo mere vi opøver evnen til at sanse den fysiske verden, og forstå os selv som både bevidsthed og en del af et livets kredsløb på planeten, jo nemmere har vi også ved at se igennem de kulturelle (og langt hen ad vejen kommercielle) normer, der ellers ender med at diktere vores levevis.

(...) fra mit beskedne point of view, lyder livet hinsides tyngdekraften og min egen aldrende krops begrænsninger snarere som et f∙cking mareridt.

Med al respekt for de mennesker, der har store drømme om at sende sig selv i kredsløb omkring Jorden, kolonisere fjerne planeter, eller på mirakuløs vis lade deres bevidsthed frigøre sig fra deres nedfrosne celler: Set fra mit beskedne point of view, lyder livet hinsides tyngdekraften og min egen aldrende krops begrænsninger snarere som et f∙cking mareridt.

Om vi kan lide det eller ej, kommer vi aldrig til fulde til at hvile i os selv, og føle at tingene og livet giver mening, med mindre vi også anerkender at vi som mennesker er underlagt naturens love og ligevægtsprincipper.

Når hovedparten af de resterende fossile brændsler skal blive i jorden, er det ikke for at reducere vores udledninger med en given procentdel, der måske/måske ikke kan holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under et vist niveau. Hvem er vi, til overhovedet at bilde os ind at vores matematiske modeller kan forudsige fremtiden med tilstrækkelig præcision? En gennemgribende grøn omstilling er et must, alene fordi vi som mennesker igen vil være tvunget til at bruge energi med omtanke, og fordi det at leve med en højere grad af fysisk nærvær ér vejen til en mere jordbunden, og mere meningsfuld tilværelse.

Vi befinder vi os midt i en historisk krise. Men endnu vigtigere, står vi med alle tiders mulighed for at komme tilbage i sync, hands-on med den klode vi kalder hjem.

Det forpligter.