Den fede famlen


Myten om den lykkelige createur, der driver den af på daglig basis, og så ellers brillerer et par timer eller 3 i sit studio når inspiration pludselig rammer . . . lad os bare få den aflivet.

Kunstnerisk skaben kræver som al anden seriøs beskæftigelse både arbejdsmoral og -disciplin. Selv vi der betragter os selv som glade amatører, må gå professionelt til værks, hvis der i sidste ende skal komme noget ud af anstrengelserne.

Det er ikke i videnskaberne (alene, i hvert fald) vi skal søge inspirationen, og de anderledes fortællinger, der på bæredygtig vis kan bringe os videre ind i det énogtyvende århundrede.

Så meget desto sværere at acceptere, at en stor del af den kunstneriske proces umiddelbart kan virke som spildt arbejde; at meget af det skabte senere må slettes eller omarbejdes til ukendelighed. Tit og ofte kan man have en fornemmelse af at tåge rundt, uden at have styr på en skid . . . Og lige netop dén fornemmelse kan det så faktisk være værd at dyrke.

Tænk sig det her tidlige tidspunkt i processen; de indledende trin, hvor man forsøgsvis famler, og forsøger at finde én eller anden form for fodfæste; ind imellem bare kaster sig hovedkuls ud på dybt vand, og finder ud af at man kan både flyde, svømme, og dykke under.

Tænk sig hvor fedt, ikke at være bundet af en masse erfaringer man selv, og alle mulige andre har gjort sig. Hvor fantastisk, ikke at være skolet, men som barnet kunne forundres og lege frit.

Tænk sig en frihed. Og tænk sig alternativet—

Det er ikke verdens ende at ramme udenfor skiven, men rigtig, rigtig skidt hvis man aldrig får skudt. Selvfølgelig er det ufedt, i det øjeblik man må erkende at flere (eller adskillige, mange) dages arbejde må males over, eller skrives om. Så længe man har en fornemmelse af at være på sporet af noget væsentligt, og ved at maleriet eller teksten gemmer en essens, man 'bare' skal arbejde sig ind til og have blottet, er det imidlertid om at klø på.

Nogle værker er mere genstridige end andre—javist—og det er ingen skam at erkende, at det man har lavet so far ikke holder (ambitions)niveau. Frem for at ærgre sig, må man nyde det privilegie det er at kunne skille skidtet ad i atomer, og starte forfra med en ny approach; øve sig i at se på tingene med åbne, uforbeholdne øjne, eller måske bare give sig selv lov til at . . . lege.

For fanden jo præcis derfor det er så vitalt at få sig udfordret, og ikke gro gammel i gårde—(skriver den kroniske generalist; jack of all trades, master of none)—fordi man hele tiden oplever og udforsker det vildeste man har lært, og ikke kan forlade sig på sin autopilot, og sine egne tillærte værktøjer og vaner; sandheder, man forlængst har vedtaget med sig selv er givne, og ikke står til at ændre.

Lad os bare tage den én gang til for prins Knud:

Intet, eller stort set intet at det vi er vant til at tage som en selvfølge er givet på forhånd. Penge, og måden vi skaber dem; de måder, vi er vant til at måle os selv op mod hinanden; den målestok, vi refererer til; de historier vi fortæller, og de forestillinger, der definerer vores moderne verden—alt er det digtet op og fortalt.

Det nytter ikke noget—eller rettere; tjener ikke noget formål—at gå rundt og være bange for at stikke ud, eller lade tingene stikke af. Vi har—ikke bare hver især, men i særdeleshed også som samfund—en interesse i at få udfordret vores vedtagne normer, og i at få udvidet vores forståelses- og mulighedsrum.

Kunsten har med andre ord, mere end nogensinde sin berettigelse.

Samtlige de store, fælles udfordringer vi står med i dag, relaterer sig direkte til vores fælles fortællinger: den måde, vi har valgt at initiere vores økonomi og vores penge. Derfor er der heller ingen af de udfordringer, der kan løses indenfor vores traditionelle virkelighedsforståelse. Det er ikke i videnskaberne (alene, i hvert fald) vi skal søge inspirationen, og de anderledes fortællinger, der på bæredygtig vis kan bringe os videre ind i det énogtyvende århundrede.

Den grønne omstilling kan kun løftes, hvis vi som menneskehed lever op til vores kreative potentiale, og formulerer både bedre og større fortællinger. Så kan det sagtens være, at det ind imellem føles som om vi hver især famler os frem, men igen . . . hellere det, frem for at falde tilbage i en hverdagsrummel hvor jobsikkerheden, og de månedlige udbetalinger er det altsaliggørende.

Økonomisk velstand kan ikke sikre verden, og tilværelsen for vores børn. Der skal mere til. Jo før det bliver comme il faut at gå andre, kreative veje, jo bedre.