At sætte pris på sit eget arbejde


Skal jeg være ærlig, har jeg altid følt en grundliggende skam når det kommer til penge. Der findes ikke den undskyldning, jeg ikke er kommet op med for at undgå at addressere, eller i det mindste udskyde spørgsmålet om pris.

Når jeg nu laver det her arbejde, alene fordi det er dét, det giver mening for mig at bruge min tid på, hvorfor så blande noget så profant som penge ind i det? Hvorfor acceptere markedets vilkår? Devaluerer jeg ikke mit arbejde, hvis nogen får fornemmelsen af at jeg bare gør hvad jeg gør for pengenes skyld? Hvem ér jeg overhovedet, til at forestille mig at nogen ved deres fulde fem skulle være villig til at betale en mindre formue for mine ting? Hvad værre ér: tænk om folk bare tager sig til hovedet, smiler overbærende, og vender sig i døren og går . . .

Måske fordi jeg trådte mine barnesko i en vindblæst, vestjysk skolegård, hvor man (som bevoksningen herude) blev rundbarberet i det øjeblik man ragede det mindste op, har jeg aldrig oversolgt mit eget arbejde. Hvad angår disciplinen at underbyde mig selv, har jeg til gengæld altid været fremme i førerfeltet.

Leverer man i virkeligheden ikke en mere værdifuld, og dermed bedre vare, i det omfang man uden at blinke ganger prisen op med to eller tre? Gør man ikke sin kunde en tjeneste, ved at insistere på at værket faktisk er mere værd?

Allerhelst forærer jeg bare det jeg laver væk, hvilket i forretningsmæssig sammenhæng selvsagt ikke er nogen særlig bæredygtig strategi.

Selvom ordsproget fortæller at arbejdet bærer lønnen i sig selv, er det de færreste der kan brødføde familien alene på pro bono-principper, kærlighed og kildevand.

Som freelance kreatør og træarbejder sælger jeg mine egne kvalifikationer, mine egne idéer, og min egen arbejdstid. Skal kalkylen holde vand, skal prisen på et givent værk eller projekt som minimum dække samtlige materialeomkostninger, og en anstændig tarif for samtlige påløbne timer. Det hele selvfølgelig netto, plus moms.

Men hvorfor—spørger jeg mig selv, i dag, hvor jeg har valgt at hænge en række af mine billeder op i vores lille kunstnerhus—i grunden sælge til denne, lavest mulige pris? Hvorfor ikke insistere på tingenes værd, når netop den værdi, man af alle mulige, mere eller mindre rationelle årsager tillægger et værk, er det køberen betaler for? Leverer man i virkeligheden ikke en mere værdifuld, og dermed bedre vare, i det omfang man uden at blinke ganger prisen op med to eller tre? Gør man ikke sin kunde en tjeneste, ved at insistere på at værket faktisk—som sygeplejerskerne så rigtigt siger—er mere værd?

Ingen køber kunst eller håndlavede unikamøbler af nødvendighed.

Køber du et råt, autentisk og originalt maleri til stuevæggen, køber du reelt en fortælling om dig selv, og det liv, du ønsker at leve; en livsstilsmarkør. Køber du et par barstole af afskær, eller et langbord af opbrugt emballagetræ, er det knap så meget møblerne, som historien og signalværdien du vælger at investere dine penge i.

Her gælder i særdeleshed det gamle princip om at du får hvad du betaler for.

Med dét udgangspunkt, har jeg således (og endda med nogenlunde god samvittighed) med virkning fra dags dato hævet min projektløn 10%, og fordoblet priserne på mine billeder.

Udtrykket "at sætte pris på" betyder både at prissætte noget, rent konkret, i kroner og ører, og samtidig i mere overført betydning at tillægge noget stor værdi. Det sidste, ikke det dummeste sted at starte: Hævder og forsvarer man en høj(ere) salgspris overfor andre, er det alt andet lige også lettere at tillægge sit eget arbejde stor værdi.

Det er selvsagt ikke fordi jeg ser frem til de afvisninger der uvægerligt vil følge af at mine ting pludselig er blevet dyre(re). Men jeg ser heller ikke længere nogen grund til at frygte et nej, al den stund jeg udmærket er klar over at et eventuelt nej er møntet på situationen og det konkrete værk i spil—ikke på mit eget jeg, og min måde at prioritere og leve mit liv.

Således ordene for nu. Tænker at fortsættelse følger.