At give sig selv lov


Selv om jeg i videst muligt omfang prioriterer den kreative tid i værkstedet, og faktisk efterhånden også formår at leve mine dage, som jeg forestiller mig at jeg ville gøre, hvis jeg allerede havde opnået en vis (kommerciel) succes, har jeg stadig helt ufattelig svært ved at bekende kulør når nogen spørger mig hvad jeg laver.

Kan simpelthen ikke få mig selv til at sige kunstner.

At insistere på retten til at skabe sine egne historier, hjælper andre til at gøre det samme–og det i en verden, hvor alt for mange mennesker typisk har travlt med det modsatte.

Det sjove er . . .

At realisere sig selv som skabende kunstner, drejer sig ikke om at sætte en masse i scene, eller at forsøge at være en anden, end den man ér. Slet ikke. Det drejer sig netop om det stik modsatte: at være ærlig, og tro overfor sig selv, og turde vise sit sande, sårbare ansigt.

Det er selvfølgelig også lige præcis derfor det er så skide hamrende lidt komfortabelt. For ét er at fejle i al ubemærkethed, hvor ingen ved hvad det er for ambitioner man har, der aldrig rigtig ender med at blive til noget. I det tilfælde er der ligesom heller ikke noget tabt. Straks langt, langt værre hvis projektet falder til jorden i fuldt dagslys; at blive grint og rystet på hovedet ad, og blive dømt ude som byens klovn. Det er de færreste, der frivilligt har lyst til at udsætte sig selv for den slags.

På den anden side må man være ærlig og sige, at skulle det aldrig gå værre, skal det såmænd da nok gå det hele. Ingen er vel nogenside i bogstavelig forstand død af at gøre sig selv til grin. Man må mande sig op, og minde sig selv om at man som udøvende kreativ faktisk arbejder i den gode sags tjeneste.

At give sig selv lov, er også at give andre lov.

At gøre noget man aldrig har gjort før, gør det samtidig nemmere for de næste i rækken, der måtte få lyst til at forsøge sig.

At insistere på retten til at skabe sine egne historier, hjælper andre til at gøre det samme–og det i en verden, hvor alt for mange mennesker typisk har travlt med det modsatte.

Det bliver ordene hérfra for nu. Vil give mig selv grønt lys til at kalde mig skabende kunstner, og dermed også dig–kære læser–lov til at gøre det samme.