Akustiske dage i coronaens tegn


Mamma mia! Tænk sig, at coronaen pludselig tvinger os til at trække stikket, og blive hjemme hos vores børn! Men hvem ved . . . Hvad der for nogle kan føles som en straf, er måske i virkeligheden en gave.

Lad os gribe muligheden, og øve os på at være.

Ingen af os behøver strengt taget alle mulige andre stimuli, når det eneste der tæller er tiden sammen med vores nære og kære: Genialt at bruge en række hverdage på at stavre rundt i nabolaget, og øve sig i at se tingene med podernes åbne, og langt hen ad vejen naive øjne. Ikke noget, der som åbenlyse, uudtalte spørgsmål fra den kant, kan ramme én rent i hjertet, og sætte ens vaner og valg i perspektiv. Det er slet ikke nemt at forklare hvorfor far altid har så forbandet travlt, og ikke bare kan sætte sig ned og være. (Økonomien skal nå sammen—bevares—men ingen af os behøver dybest set halvdelen af de ting, vi tilbringer en stor del af vores vågne timer på jobbet for at kunne finansiere). Der er en grund til at stil og status er noget nær umuligt at forklare en toårig.

Det er selvfølgelig ingen enkel øvelse at genskabe noget der ligner en naturlig habitat for samtlige klodens syv miliarder sapiens. Stenalderkost, vinterbadning og barfodsløb gør det ikke alene (...)

Strengt taget er der ingenting i vejen for at låne eller at købe noget gammelt, brugt. En bil er et transportmiddel—ikke en livsstilsmarkør—og egentlig er det meget federe at gå eller cykle, og mærke kinderne brænde, og sanse verden umiddelbart og uden filter. Gyngen under kastanjetræet trumfer til enhver tid batterilegetøjet, der—som en af vores venner så rammende siger—er bygget til at lege med sig selv.

Selvfølgelig skal vi ud under åben himmel, og føle naturen på vores egen krop. Selvfølgelig skal vi unde os selv at standse op og glo forundret, grave i sandet, plaske i vandpytterne, samle stenene op, smage på planterne, og navngive det vi møder og oplever undervejs. Selvfølgelig skal vi kunne lade uret og mobilen blive liggende hjemme, og lade være med at lade os distrahere fra det, der virkelig betyder noget.

Det er dybest set absurd, at vi som oftest bevæger os rundt i vores fysiske virkelighed med sanserne og opmærksomheden låst i en lille glasklods, der på forunderlig vis kan ophæve både tid og rum. Som om det var en straf at være til stede hvor vi rent faktisk ér. At det er tæt på umuligt at holde fingrene af mobilen er ikke bare et dagligt irritationsmoment, men fucking skræmmende. Højt begavede artsfæller har virkelig designet det lort til at ramme os hvor vi er allermest sårbare.

Ikke at vi partout skal tilbage til en nyvunden stenalder. Microprocessoren ér ligesom opfundet. Hvor det for ondsindede vira tager dage og uger, kan billeder og sprog—fortællinger, og dermed virkeligheder—krydses, og spredes over planeten på et splitsekund.

Men strømligning rimer på stress og syg modernitet, mens både verden, og vores oldgamle gener skriger på plads og nærvær. Hvis vi bruger coronavirakken som en nødvendig tænkepause, og et øjeblik standser op og ser det hele i det store perspektiv, kunne vi måske (Thatcher til trods) komme op med et alternativ til hamsterhjulet og den bedagede finansøkonomi.

Spørger du mig, må målet være et liv og en kultur hvor vi ikke er alle mulige andre steder, men er til stede hvor vi nu engang er. En tilværelse der i høj grad mimer det ydmyge liv vores forfædre levede gennem tusindvis af år; hands-on, strippet for mellemlag og mellemtid.

Reel rigdom, er at have råd, og overskud og overblik til at sige nej; råd til at lade være. Vi kan med fordel lære af naturfolkene, og komme tilbage i sync med det liv der strømmer gennem os, og den natur vi er rundet af. Det gør noget godt for et menneske at kende sin plads i verden, og føle naturens rå kræfter og årstidernes skiften på egen krop.

Det er selvfølgelig ingen enkel øvelse at genskabe noget der ligner en naturlig habitat for samtlige klodens syv miliarder sapiens. Stenalderkost, vinterbadning og barfodsløb gør det ikke alene, og er mestendels symbolhandlinger—omend med potentiale til at inspirere andre, og være med det sidste fnug, der skyder lavinen afsted.

Lad os i den kontekst bare gribe coronaen som en oplagt anledning til at ændre vores vaner, og får flyttet fokus fra tal og abstrakte matematiske modeller, til vores reelle, fælles, fysiske verden.

Der er ingen grund til at polstre os med jetbroer og tempereret luft, så vi er nødt til at tjekke telefonen for at vide hvordan vejret egentlig er. Ingen grund til at lade os pace os videre til næste gate med gadgets og rullende fortove, når det der netop gør det hele værd er eventyret og uforudsigeligheden. Lad os bare unde os selv en akustisk dag eller tre—holde corona-ferie—og tage os tid til at fordybe os lidt i livet imens. I sidste ende er der sowie so ingen fordel i at være først færdig.