3 must-reads, nu covid-19 raser


Lad os bare være ærlige: Hvis Moder Jord af den ene eller anden grund måtte have set sig nødsaget til at give det moderne menneske et wakeupcall, kunne hun næppe have designet noget bedre end den covid-19, der har ramt os kollektivt, hvor vi er allermest sårbare. Så kan vi lære det, kan vi . . . !

Uanset om vi vælger at se holistisk på virusspredningen eller ej, er mange elementer i vores moderne, vestlige kultur så meget i modstrid med vores gener og vores natur, at det under alle omstændigheder er betimeligt at benytte den nuværende timeout til at genoverveje vores levevis og adfærd.

Hér mit bedste bud på 3 bøger du skal kværne, nu mens landet ligger øde, og det alligevel bliver lidt for ensformigt med alle de gule, selvsvingende breaking-bjælker tværs over nyhedsskærmen.

1. Chris MacDonald: Ikke til forhandling

Den energiske fysiolog og livsstilscoach Chris MacDonald er måske mest kendt fra sit store DR-eksperiment U-turn, hvor han med en effektiv cocktail af kostomlægning og god, gedigen udendørs bevægelse, forsøger at få en række sygdomsramte danskere tilbage på ret køl.

Ikke til forhandling er på sin vis en videreudvikling af samme hypotese: Når vi trods rigeligt udbud af alle tænkelige symptombehandlinger og stimulanser, stadig—og måske mere end nogensinde—døjer med livsstilssygdomme, angst og depression, tyder det på at der i alvorlig grad på at årsagen ligger i et mismatch mellem på den side vores biologi og arvemasse; på den anden side vores moderne kultur og tillærte normer.

Ikke mindst i en verden hvor alt, som i de her dage, er vendt op og ned, er der noget rart og betryggende i at få fortalt at visse ting ér som de ér, og ikke er til forhandling.

Accepterer vi præmissen om at vi er udviklet til en helt anden habitat, og en helt anden tilværelse end den, de fleste af os lever anno 2020, er det pludselig nemt at forstå, hvorfor så mange mennesker mistrives i vores (i øvrigt veludviklede og rige) moderne del af verden. For ikke at sige muligt, at ændre tingene til det bedre.

Vi mennesker er kort og godt bygget til at være ude, og bevæge os fra solen står op til solen går ned. Gennem tusinder af år har vi været vant til at måtte slås for føden, og leve med lange perioder af afsavn. De farer, der har tændt vores advarselslamper har været konkrete, håndgribelige, ligesom de 100, måske 200 mennesker omkring os. (Ingen har været nødt til at forholde sig til alting i hele verden, hele tiden).

Selv om det selvfølgelig er sin sag at ændre dagligdagen, og inkorporere nye og anderledes vaner fra den ene dag til den anden, er det bestemt ikke umuligt at gøre det over tid.

Enhver der kunne være fristet, og måtte have lyst til at få det bedre i sin egen krop, burde i den forbindelse unde sig selv at læse Ikke til forhandling. Gerne udenfor i solen—(og uden mobilen i lommen)—i den gode gammeldags, analoge papirudgave.

2. John Durant: Paleo Manifesto

Chris MacDonalds bog minder mig på mange—og i særdeleshed gode—måder om John Durants Paleo Manifesto, jeg læste under et ophold i London, tilbage i efteråret 2013.

Jeg nævner stedet, fordi kontrasten mellem på den ene side manifestets budskab, og på den anden side min egen oplevelse af den byggeboomende metropol var ganske skærende. Når vi designer bysamfund og infrastruktur, er målet at få tingene til at glide glat og friktionsfrit, beskyttet mest muligt mod elementernes rasen, sæsonudsving, mangelsituationer, ja faktisk ubehageligheder af enhver art; i virkeligheden den største bjørnetjeneste, vi som levende skabninger kan gøre os selv. Mennesket bliver stærkere i modstand, og har brug for friktion. I moderne, zoologiske haver, hvor dyrenes sundhed og trivsel er i centrum, gør man da typisk også det stik modsatte, og forsøger så vidt muligt at mime den naturlige habitat.

Bogen er imidlertid ikke bare et forsøg på at ditche storbylivet, og skrue tiden tilbage til stenalderen. John Durants mission er snarere at udfordre sin læser til at lege og eksperimentere med de oldgamle (og ofte også religiøse) traditioner, for på det grundlag at skabe en sundere, mere meningsfuld tilværelse.

I overskuelige, veldokumenterede kapitler, beskrives hvordan elementer som kost, faste, søvn, bevægelse, sollys, og ikke mindst termoregulering kan hackes, og inkorporeres i hverdagen. Flere af tingene har ændret, og forbedret min egen dagligdag ganske betragteligt de seneste snart 7 år.

3. Extinction Rebellion: This is not a drill

—og mens vi er i gang med at trække linjerne op, så gør dig selv en tjeneste, og få læst den måske vigtigste debatbog til tiden.

Coronakrisen overskygger alt andet, og har i øjeblikket fuldstændig fjernet fokus fra grøn omstilling og forpligtende klimamål. Lige nu gælder det blot og bar forsinkelse af virusspredningen, så vi undgår et mareridtsagtigt worst-case-scenarie, hvor sundhedssystemet ikke kan stå for presset.

Ikke desto mindre er klima-problemstillingen yderst presserende, og det vindue, vi endnu har til at bibeholde en (bare nogenlunde) mangfoldighed af arter og liv på Jorden ved at lukke i.

This is not a drill er lige dele øjenåbner, essaysamling og manifest, og består i praksis af en lang række forskellige, og forskelligartede tekster, der alle har klimaforandringerne som omdrejningspunkt. Netop forskelligartetheden, afspejler på finurlig vis både spændvidden i Extinction Rebellion-bevægelsen, og den diversitet, vi pinedød er nødt til at sætte en vis legemsdel i gear for at beskytte og bevare.

Bogen er hverken hyggelig eller opløftende læsning, men at sandheden om økosystemets tilstand er ubekvem, gør den desværre ikke mindre sand.

Selvfølgelig kan civil ulydighed virke drastisk for en almindelig (i øvrigt) velfungerende dansker. På den anden side er det præcis i slipstrømmen på et vanvittigt forløb som coronakrisen, og mens vi endnu har de akustiske dage i frisk erindring, at vi pludselig står med en gylden mulighed for at skifte spor.

Lad os udnytte momentum, nu flyene er grounded, og vi rent faktisk kan høre fuglene synge. Lad os læse, lege og drømme, og finde inspiration til at skabe os selv en grøn, og mere bæredygtig fremtid. Tingene kan tidligt nok vende tilbage til en accellereret normaltilstand, vi reelt ikke længere har hverken tid eller råd til.